Indledning
”Liktorernes tyranni” er en kronik skrevet af filminstruktøren Ole Bornedal og udgivet af Weekendavisen.

Kronikken omhandler Ole Bornedals voldsomme kritik af #metoo-kampagnen, som nævnt i kronikken, mest af alt minder om en sociofascistisk inkvisition. Hertil bliver selve offerrollen i nutidens krænkekultur ofte inddraget.

Det er her det grundlæggende dilemma i teksten bliver udfoldet, da det er diskussionen om, hvorvidt denne krænkekultur har taget overhånd, og hos hvem skylden egentlig ligger.

Uddrag
Den største del af målgruppen, som kronikken går ud til, er læserene af Weekendavisen. Her er størstedelen mænd mellem 30-59 år med en årlig indkomst på over 600.000 kr.

Læserene af Weekendavisen er desuden overvejende samfunds- og miljøbevidste. Med dette i mente passer Ole Bornedals kronik godt ind i Weekendavisens målgruppe.

Målgruppen for Weekendavisen kunne være netop de rige mandschauvinistiske mænd, der vælger at misbruge deres magt over for kvinder, og de ville derfor sagtens kunne læse Ole Bornedals kronik, da den nedgør #metoo-kampagnen og billiger det at krænke i filmbranchen.

Dertil ikke sagt, at kvinder ikke også ville læse denne kronik, da Bornedal med stor sandsynlig tænkte, at det skulle være en form for læring og øjenåbner til de kvinder, som brokker sig over mændene.

Dog ville der nok være mange kvinder, der fandt kronikken stødende og ville derfor ikke være den primære målgruppe.

Vurder artiklens gennemslagskraft
Ole Bornedal gør brug af mange gode sproglige virkemidler, der gør hans tekst interessant og underholdende med en blanding af humor og overdrivelse ved hjælp af bl.a. metaforer.

Hans brug af eksplicitte sammenligninger, gør, at han kommer på øjenhøjde med læseren. Og hans brug af virkelige eksempler supplerer godt hertil.

Sproget kan til tider virke provokerende, og tone kan virke aggressiv. Det medvirker, at man forstår, hvor vigtig budskabet er for ham, da man næsten kan mærke frustrationerne springe ud af skærmen.

Det gør dog også, at hans argumenter, påstande og belæg ikke altid virker realistiske og fattede, men derimod ren indbildning eller opspind, fordi man kan mærke, at der sidder en afsender, der til tider ikke er helt fornuftig.

Dertil træder nogle af hans pointer dog igennem, og dem husker man, men det går helt sikkert igen, at kronikken ikke bærer præg af at have et mildt budskab.

Da Bornedal er god til at benytte sig af patos gennem hele kronikken, ved at inddrage sig selv og sine oplevelser, så virker han også mere troværdig, og det hjælper helt sikkert hans budskab på vej.

Som kvinde kan indholdet, og den måde det er skrevet på, nemt forstås nedgørende og respektløst, hvilket jo netop er pointen som Ole Bornedal vil frem til, så er det heller ikke værre, det er trods alt bare ord.

På den måde kan han få sat mange negative tanker i gang i mange kvindehoveder, men det er måske også netop det, der er tanken at skabe noget diskussion.

Dette gør han på en god måde, og man kan godt se bort fra det til tider uciviliserede sprog med formålet for øje.

I nutidens Danmark skal der åbenbart mange skældsord på papir for at starte en røre, men det understreger også, hvordan Bornedal har kendetegnet filmbranchen.

At han slutter af med citatet, ”Gå over sporet. Der kommer tog!”, er morsomt og efterlader tanker til overvejelse.

Han får sat filmbranchen helt ud på grænsen, hvor de færreste nok ville gå, men det er interessant læsning, som undervejs giver knuder i maver, men budskabet er ikke til at så tvivl om.