Indledning
Den store #MeToo kampagne har taget hele verden med storm. Skuespillere, instruktører, musik-producere, sangere, og mange andre, har været involveret i denne medietornado.

#MeToo kam-pagnen gik viralt i oktober 2017 og handler i korte træk om at oplyse om, og nogle gange at ankla-ge specifikke personer, for seksuel chikane eller seksuelle overgreb.

Hashtagget blev populært efter filmproduceren Harvey Weinstein blev anklaget for flere seksuelle overgreb, og siden da har kampagnen ellers taget fart.

I Danmark har en af de mest anklagede i #MeToo kampagnen film-produceren Peter Aalbæk, også kendt som Svinet eller Ålen.

Nogle mener, at #MeToo kampagnen er gået for langt, og at den har været med til at kvæle de alvorlige anklager om seksuelle overgreb i useriøse anklager om klap i røven og flirteri. Men er det denne udvikling kampagnen er på vej mod, og er folk i virkeligheden blevet for sarte?

Uddrag
En, der har taget stilling til dette, er Ole Bornedal, der er dansk filminstruktør og dramatiker. Han er født d. 26. maj 1959 i Nørresundby og startede sin karriere da han i 1981 kom til DR. Han debu-terede i 1985 som skuespiller i TV-serien Tonny Toupé show, og har siden instrueret film og serier som Vikaren, 1864 og Dræberne fra Nibe .

D. 17. november 2017 udgav han en debatterende klumme i Weekendavisen, som er en dansk ugeavis, udgivet af Berlingske Media, som udkommer hver fredag.

Avisens indhold er fokuseret på internationale forhold, samfunds- og kulturstof, og henvender sig til det veluddannede segment.

I sin klumme Liktorernes Tyrani sætter Ole Bornedal fokus på #MeToo kampagnen i filmbranchen, og hvordan den stærke kvinde nedgøres ved at sætte sig selv som det svage led over for samfun-dets mænd.

Hans hovedsynspunkt er, at et job i filmbranchen er et job, hvor man flirter og bryder væggen for god tone og almindelig moral. Han mener, at jobbet som instruktør og skuespiller handler om at overskride grænser, og at hvis man ikke ved dette så er man gået forkert.

Sproget i klummen er let forståeligt med et lixtal på 29, og der gøres brug af lav stil idet teksten hverken er formel eller gør brug af flotte akademiske udtryk.

En af grundene til dette er bl.a., at teksten er meget subjektiv, idet man i en stor del af klummen hører om begivenheder fra Ole Bornedals eget liv som skuespiller og instruktør.

Der bliver også gjort brug af mange hypotaktiske sætninger, hvilket kommer til udtryk gennem Ole Bornedals tilføjelser, om sin egen erfaring med filmbranchen. Dette giver teksten mere dybde, og medvirker til at nå helt ind under huden på læ-seren og får dem til at reflektere over emnet.

I teksten gøres der brug af specielt to semantiske skemaer inden for genrene filmbranchen og seksuelle overgreb. I det første semantiske skemaer finder man ord som filmarbejder, spillefilm, filminstruktør, skuespiller, skuespillerinde og assistent.

I det andet semantiske skema finder man ord som seksuel, misbrugt, magt, liderlig, libido, grænse, numseklask og begæret.

De semantiske skemaer er med til at sætte en stemning for teksten og gør, at læseren ved præcis hvilket mindset skribenten befinder sig i under sin skrivning.

Kombinationen af de to semantiske skemaer skaber en høj intensitet, og dette medvirker til, at teksten skubbes helt ud til læserens grænser.