Aben | Karen Blixen

Indledning
Karen Blixen inddrager den gotiske tradition i sine Syv Fantastiske fortællinger, hvilket kommer særligt til udtryk i titlen Seven Gothic Tales, hvor fortællingerne først blev udgivet på engelsk i 1934, før de senere blev omskrevet til dansk.

Hun følger dermed i fodsporene af Ann Radcliffes fortællekunst, dog i en mere sofistikeret form. Set i et historisk perspektiv, hvor man betragter ændringer i strukturer og elementer inden for tekstlige traditioner over tid, er det komplekst, da ethvert værk ændrer den samlede mængde af mulige værker, og hver ny udgave forandrer værkets karakter.

Tzvetan Todorov har bemærket, at enhver tekst er en omskrivning af de tidligere tekster, den er forbundet med gennem historien.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Blixens anvendelse af det gotiske vidner om en tæt forbindelse med den gotiske renæssance og romantikken, hvor hun stræber efter at kaste sig tilbage til middelalderen i et oprør mod det oplyste og fornuftsbaserede tankesæt, der prægede det 18. århundrede.

Blixens fortællinger indeholder også beviser på hendes dybe kendskab til den gotiske tradition: Hun har tydeligvis læst E.T.A.

Hoffmann, og Mary Shelleys Frankenstein spøger også i fortællingen "Vejene omkring Pisa", hvor vi informeres om, at hovedpersonen August von Schimmelmann har studeret ved universitetet i Ingolstadt, et sted der faktisk ikke eksisterer eller nogensinde har eksisteret.

Og det er netop dette 'falske' universitet, den unge Frankenstein studerer ved i perioden op til skabelsen af monstret.

Af alle Karen Blixens fortællinger er "Aben" den mest fantastiske; her er det gotiske ikke blot en modalitet eller tendens, det gennemsyrer hele teksten.

Læsere har imidlertid betragtet "Aben" som en af Blixens mest problematiske tekster, for ligesom sin eponymiske skyggekarakter undgår den analytisk kontrol og forsøg på at skabe orden, rationalitet og afsluttende løsninger.

Opmærksomheden fokuserer ofte på den groteske metamorfose mellem abe og priorinde, som hele teksten synes at stræbe efter, og som efterlader læseren i et tomrum af uvished, der bedst kan beskrives som Todorovs begreb om tøven.

Fortællingen udspiller sig mellem 1818 og 1845 på det verdslige kloster ved navn Seven Kloster. Allerede i navnet antydes dets sammensatte karakter ved at kombinere det danske 'kloster' med det engelske 'seven'.

Seven Kloster fungerer som tilflugtssted (asyler) for en gruppe middelaldrende 'gammel-jomfruer', som er overskuddet i den patriarkalske orden og er strategisk placeret her, ikke af religiøse ("... selvom de ikke er af religiøs karakter."