Indledning
”De vil høre en Historie, kære Herre og Dame?”, sådan starter det ældre tekststykke, Det ubeskrevne blad, som er en del af Karen Blixens bog, Sidste fortællinger fra 1957.
Det ubeskrevne blad er et fantasifuldt og ikke mindst fortællende tekststykke, som med sin snirklede og indviklede fortællemåde og sit gammeldags og farverige sprog formår at give læseren indblik i en verden af fortællinger.
Både dialog og ren fortælling er til at finde i historien om den kaffebrunt, sortklædt kone, som lever af at fortæller historier.
Teksten her bærer præg af typiske kendetegn fra efterkrigsmodernismen herunder blandt andet eksistentialismen, men Karen Blixen formår her også at skille sig ud fra den typiske Heretica.
I begyndelsen af tekststykket introduceres vi for en sortklædt kone, som til dagligt lever af at fortælle historier (første linje).
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Tekstens ydre ramme benytter fortællertypen observerende fortæller, da fortælleren ikke selv deltager i handlingen
ikke har kendskab til personernes tanker og følelser, men derimod kun har adgang til observationer af handlingen som en ”flue på væggen”.
Den observerende fortæller kommer blandt andet til udtryk i linjen efter tredje afsnit, her står som følgende:
”Den Gamle sidder tavs en Tid, gumler og ler kun lidt med sin tandløse Mund.” Dette indikerer en fortæller, som udelukkende har i sinde at videregive observationer, og ikke informere læseren om følelser og meninger.
Den observerende fortæller resulterer i, at teksten bærer præg af ydre synsvinkel, da vi ser historien udefra.
I teksten benyttes altså en implicit fortæller, dog fremstår fortælleren i den indre ramme mere eksplicit som jeg-fortæller gennem dialogen i starten af teksten
men dette er blot gengivelse af, hvad fortælleren har hørt den gamle kone udtale, og der er derfor ikke tale om et skift i fortællestilen.
I forhold til fremstillingsformer er der blandt andet gjort brug af dialog, som finder sted i starten af teksten. Dette er en dialog mellem mormoren og den gamle kone.
Dog er dialogen en gengivelse, som den gamle kone ene og alene videregiver til historiens lyttere, og den fremstår derfor som værende mere monologisk.
Derudover benyttes beretning, da den gamle kone beretter og videreformidler en historie til herren og damen.
”Dog, til Dem, min kære og fine Herre og Dame med de gavmilde Hjerter, vil jeg berette den”, sådan står det skrevet i teksten, og det leder ind til den beretning som er dominerende i teksten, nemlig fortællingen om det ubeskrevne blad.
Skriv et svar