Indledning
Karen Blixen trækker på den gotiske tradition i sine Syv Fantastiske fortællinger (Dette bliver mere tydeligt i titlen Seven Gothic Tales, under hvilken fortællingerne først blev udgivet på engelsk i 1934, og Blixen senere omskrev dem til dansk).
Dette placerer hende i forlængelse af Ann Radcliffes fortællekunst, dog i en mere raffineret form. Betragter man det ud fra et historisk perspektiv i forhold til genrer, det vil sige med fokus på ændringer i strukturer og elementer i en tekstlig tradition over tid, kan det være udfordrende, for som Tzvetan Todorov påpeger:
"Hvert værk ændrer mulighederne for alle værker, hver ny udgave ændrer naturen." (Todorov, 1989, s. 11). Ifølge Tzvetan Todorov er enhver tekst derfor en revidering af de tekster, den forholder sig til i tidens løb.
Ifølge Jørgen Dines Johansen kan betingelserne for at beskrive en genre defineres på følgende måde:
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Af alle Karen Blixens fortællinger er "Aben" den mest fantastiske. Her udgør det gotiske ikke blot en modalitet eller tendens, det strukturerer hele teksten.
Samtidig har læsere betragtet "Aben" som en af Blixens mest problematiske tekster, da den, ligesom sin eponymiske skyggekarakter, unddrager sig analytisk kontrol og forsøg på at skabe orden, fornuft og endelige løsninger.
Fokus retter sig ofte mod den groteske metamorfose mellem abe og priorinde, som hele fortællingens narrative begær koger ned til.
Dette efterlader læseren i en tilstand af usikkerhed og uvished, som bedst kan beskrives med Todorovs begreb om tøven.
Fortællingen finder sted mellem 1818 og 1845 på det verdslige kloster ved navn Seven Kloster. Dette navn afslører sin komplekse karakter, idet det kombinerer det danske "kloster" med det engelske "seven".
Seven Kloster fungerer som opholdssted for en gruppe middelaldrende "gammel-jomfruer", som er overskydende elementer inden for den patriarkalske orden.
De er strategisk placeret her af pragmatiske snarere end religiøse årsager. Her er klare paralleller til måden, hvorpå den unge Blanche taler om klosterinstitutionen i "Udolpho". Judith Thurman beskriver disse forhold som en form for "djævelsk kropslighed":
"Da pigerne blev gift i en alder af 17 efter at have modtaget opdragelse i et kloster, skulle enhver pige, der fandt kærligheden, have 'le diable au corps', og hendes kommende mand ville have grund til bekymring." (Thurman, Judith: Karen Blixen. En fortællers liv. 1992. s. 252).
I sit essay "En båltale med 14 års forsinkelse" reflekterer Karen Blixen også over denne "fængslede" energi og kvinders placering i mændenes gamle bastioner som kirken, universitetet og domstolen:
Skriv et svar