Vinterhaven | Analyse

Indledning
Novellen ’Vinterhaven’ problematiserer situationen som skilsmissebarn, og det at skulle tage stilling til sin mor og far.

Jeg-fortælleren i novellen er splittet omkring, hvor han ønsker at bo og føler, at han især skylder sin far noget, efter han har boet hos sin mor i halvandet år.

Novellen handler om en dreng, formentlig i teenagealderen, hvis forældre bliver skilt. Han bor hos sin mor og ser sin far hver 14. dag.

Hans mor finder pludselig en kæreste med to børn, hvilket gør faren ked af det og ensom. Derfor beslutter jeg-fortælleren at flytte over til sin far fast, for at udvise en slags sympati for sin far.

Samtidig begynder hans far at få flere hobbyer, og en dag møder han en kvinde, der lader til at interessere sig for mange af de samme ting.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I novellen ser vi hændelserne fra jeg-fortællerens indre synsvinkel. Samtidig fortælles novellen med bagudsyn, da der berettes om hændelser, der har fundet sted.

Det påvirker os på den måde, at jeg-fortælleren fremstår mere pålidelig, fordi han beretter bagud. Samtidig er der ingen grund til, at han skulle være upålidelig.

Ift. hvordan synsvinklen påvirker vores indtryk af relationerne personerne i blandt, gør det blot, at vi føler jeg-fortælleren bryder sig endnu mindre om sin far.

Det frembringer en følelse af, at jeg-fortælleren er alene i verden med sine tanker og følelser, fordi hans far fremstilles som en svag karakter.

Jeg-fortælleren inddrager Dirch Passers død som en slags minde for deres skilsmisse. På visse punkter kan man sige

at faren er død indeni efter skilsmissen, da han ikke er glad længere. Dirch Passers død er altså symbol på, at faren langsomt dræner ud.

Jeg-fortælleren i novellen, er i høj grad styret af sin indre morale. Han føler sig nødsaget til at være der for sin far, der føler sig ensom, selvom han i virkeligheden er glad for at bo hos sin mor.

Han flytter over til sin far, fordi han tilsyneladende er ked af, at hans mor har fundet en kæreste. Jeg-fortælleren sætter dermed sit eget behov til side, for at hjælpe sin far, der har det hårdt mentalt.

På den måde tager han ansvar og udviser sympati overfor sin far, hvilket vidner om en stærk og moden karakter. Samtidig viser det, at sønnens relation til faren, er at han er en slags frirum for faren.

Jeg fortælleren har også en relativ unik evne til at se tingene fra et større perspektiv, da han bl.a. godt kan se, at forældrene egentlig ikke passer sammen.