Indledning
På et tidspunkt i livet, er der flere som rammer en midtvejskrise. Man indser, at det sted i livet, hvor man er nu, kan være sådan resten af livet kommer til at fortsætte, hvis der ikke sker en forandring.
En masse tanker går igennem hovedet og hele ens fremtid skal falde på plads. Med tiden indser man måske, at ens jeg har forandret sig til noget, man selv ikke længere kan kende.
Der kan være gået så lang tid og være sket så meget, at man derfor ikke kan huske, hvordan man engang var som person og menneske. I novellen ”Ude på vandet” (1997), kommer disse problemstillinger til udtryk.
Novellen indgår i novellesamlingen ”Den anden side af havet”, som er skrevet af den danske forfatter Ida Jessen (f. 1964).
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Skibet har været undervejs med rejsen i lang tid, men sejlturen er ikke slut før skibet når dets havn, på samme måde som deres ægteskab endnu ikke er slut.
Nu hvor de har været på ferie, har de dog fået en lille pause fra problemerne og ægteskabet, men nu når de vender hjem igen, er de nødt til at konfrontere problemerne.
Når fortælleren beskriver Abel, bliver der sat ekstra fokus på de ”[…] nærsynede missende øjne inde bag de underligt tågede brilleglas […]” (s. 1 ll. 18-19).
De tågede brilleglas symboliserer, at han ikke kan se de problemer, der er i ægteskabet. Bakken er endnu et symbol på, at han hele tiden fikser problemerne med et plaster, men han finder aldrig en vedvarende løsning på problemerne, bakken falder stadig ned hele tiden.
Abel tror selv, han er god, for han fikser jo hele tiden problemerne, og får af den grund en selvgod mine. Da han siger til Hanna: ”Du hjælper nok lige med at rydde op her, ikke Hanna,” (s. 1 l. 27), får han ikke kommunikeret ordentligt.
Han har glemt, hvordan man kommunikerer ordentligt. Han kunne f.eks. i stedet for spørge pænt, om hun ikke ville hjælpe med at rydde op, i stedet for at tage på forskud, at hun ikke vil.
Grundet deres problemer higer hun efter hver en mulighed for at få lidt alenetid: ”[…], hun ville op til tallerkenstativet og freden deroppe.” (s.1 l. 30).
Hanna får igen øjenkontakt med sit fortids-jeg, som nu sidder og ryger en cigaret. Cigaretten symboliserer her, at deres forhold lige så stille fordærves, ligesom et par lunger ville gennem en lang årrække med rygning.
Her er igen et eksempel på, at Abel ikke kan kommunikere ordentligt: ”Tog du ikke noget at drikke med?” (s. 1 l. 35), hvortil Hanna mut svarer nej.
Skriv et svar