Indledning
Der findes mange forskellige typer af mennesker verden over. Ingen mennesker er ens, hverken genetisk eller personlighedsmæssigt. Hvert enkelt individ har en idé om deres egen personlighedstype - er de udadvendte eller indadvendte, følsomme eller tykhudede?

Hvem vi er, definerer vores personlighed som individuelle forskelle i den måde, vi mennesker har til at tænke, føle og opføre sig på. Ingen andre kan beslutte hvem man i virkeligheden er eller hvad man står for.

I Simon Fruelunds roman Borgerligt tusmørke (2006) fortælles der om forskellige typer af beboere på henholdsvis Dantes Allé og i Mosehøj. På Dantes Allé, en fiktiv gade i Københavnsområdet, fortælles der korte historier fra hvert af de 86 husnumre. I lejlighedskomplekset i Mosehøj berettes der ligeledes kortfattet om beboernes daglige liv.

Dantes Allé og Mosehøj belyser forskellen mellem samfundsklasser og levevilkår i Københavnsområdet. Den er skrevet i en form, hvor husnumre adskiller små portrætter af beboerne på villavejen.

Uddrag
Fortællingen starter i in medias res, da romanen starter midt i en handling, og man bliver let desorienteret over situationen og stemningen, ”Når hun sidder i kirken søndag formiddag, tænker hun ofte på noget hendes mand engang har betroet hende (...) i sit stille sind er hun glad for, at hans forældre talte ham fra at blive skuespiller.

Hvis ikke der var et klart og utvetydigt budskab, er hun ikke sikker på, at han ville kunne modstå sin egen charme” (ll.1-13 s. 7). Man træder direkte ind i husnummer 1’s daglige liv, hvor der fortælles om en præstekones tanker og følelser omkring hendes mand og endvidere, hvordan deres liv kunne have været, hvis manden var blevet skuespiller i stedet for præst.

Det tyder på, at præstekonen og præsten er to vidt forskellige mennesker.

Præstekonen er tilbageholdende og ønsker ikke at skille sig ud trods hendes erhverv som sangerinde, hvorimod præsten ønsker at blive set og hørt. Parret er altså hinandens modsætninger. Endvidere fremgår der en tydelig borgerlig værdi i præstefruens tilgang til livet - en skurrende beskedenhed.

Præstefruen holder igen under salmerne, selvom hun i bund og grund godt ved, at hun er den bedste sanger, “Hun er professionel sanger, men holder lidt igen under salmerne (...) Hun har ikke noget ønske om at overdøve kordegnen og hans kone” (ll.17-21 s. 7).

Dette kan være lig med, at janteloven gælder i det borgerlige, eftersom præstefruen kritiserer kordegnen og hans kone for at synge for højt og ikke være diskrete nok - på den måde viser de sig frem, hvilket ikke er acceptabelt ifølge janteloven.