Indledning
Ukraine krisen har fyldt mange overskrifter i 2014, og er stadig i 2015 et aktuelt samtaleemne i nyhederne. Krisen i Ukraine bliver beskrevet som; borgerkrig, revolution, invasion og den største krise i nyere tid.
Derved benyttes krisen til en historisk sammenligning med Den Kolde Krig, som eksisterede på baggrund af Sovjets kollaps i 1989-91. Den Kolde Krig var en ideologisk magtkamp mellem supermagterne USA og Sovjet.
På grund af den teknologiske udvikling af atomvåben, måtte man under krigen nogle gange gætte sig til, hvad den anden part havde i tankerne, og hensigt til at gøre.
Trykker de på knappen til atombomben nu, eller er det blot en trussel ? Det aktuelle spørgsmål i dag lyder nu; hvorledes historien vil gentage sig? Herunder i større eller mindre grad?
Den Kolde Krig og dermed Sovjetunionens kollaps har historisk set, haft enorm indflydelse på den økonomiske og politiske udvikling i Rusland.
Derved kan man stille sig selv spørgsmålet, om krisen i Ukraine peger i retning mod en ny Kold Krig. Analysens objekter, Den Kolde Krig og Ukraine krisen, er meget omfattende, og derfor afgrænser jeg mig på følgende måde:
Historisk set afgrænser jeg mig udelukkende, at se på perioden af Den Kolde Krig i 1950’erne herunder 1954’erne (overdragelsen af Krim), da dette var ”optakten” til Krisen i Ukraine i dag – dermed vil jeg belyse Ukraines forhold i perioden 2013-2014.
De valgte kilder er valgt til at belyse, hvordan overdragelsen af Krim fandt sted i 1954, dermed vil min anden valgte kilde forholde sig forholdsvis kritisk til overdragelsen, da den netop er skrevet i nyere tid.
Samfundsfagligt afgrænser jeg mig således, at jeg udelukkende ser på Sovjets adfærd i 1950’erne og den russiske adfærd i dag, baseret på valgte teorier og modeller.
Metodisk har jeg indenfor samfundsfag valgt at anvende model- og begrebsapparatet fra International Politik, suppleret med den komparative metode, når jeg ser på adfærden i 1950’erne og i dag.
Jeg har valgt at begrænse mig til kun, at se på de to teoretiske vinkler, realismen og idealismen, for at undgå, at opgaven bliver for omfattende. I historie har jeg primært anvendt metoden kildekritik til bearbejdning af historiske kilder.
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
0.1. Indledning 1
1. Redegørelse 2
1.1. Redegørelse af samfundsvidenskabelige teorier/begreber om international politik 2
1.1.1. IP-paradigmer 2
1.1.1.1. Idealismen 2
1.1.1.2. Realismen 4
1.1.2. Demokratisk centralisme 5
1.1.3. Styreformer 5
1.1.3.1. Præsidentstyre 5
1.1.3.2. Diktatur 5
1.1.4. Magt typer 6
1.1.4.1. Hårdmagt 7
1.1.4.2. Blødmagt 7
1.2. Redegørelse af overdragelsen af Krim-halvøen i 1954 samt den aktuelle konflikt idag 7
1.2.1. Overdragelsen af Krim-halvøen i 1954, herunder anvendelse af kilder 8
1.2.2. Den aktuelle konflikt i Krim 11
2. Undersøgelse af den Sovjetiske adfærd i 1950’erne og i dag 13
2.1. Sovjetunionens adfærd i 1950’erne 13
2.1.1. Kort historisk redegørelse af Den Kolde Krig 13
2.1.2. Sovjetunionens styreform og ideologi i 1950’erne 13
2.1.3. Sovjetunionens brug af magt i 1950’erne 14
2.1.4. Realismens syn på Den Kolde Krig 14
2.2. Sovjetunionens adfærd i dag 15
2.2.1. Årene efter Sovjetunionens kollaps 15
2.2.2. Ruslands styreform i dag, med udgangspunkt i demokrati og præsidentstyre 16
2.2.3. Økonomiens udvikling efter Sovjetunionens kollaps 18
2.2.4. Ruslands anvendelse af magt i dag 18
2.3. Delkonklusion 19
3. Diskussion 19
0.2. Konklusion 22
4. Litteraturliste 23
5. Bilag 25
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
1.1.3. Demokratisk centralisme
Inden for kommunistiske partier og organisationer, arbejder man med et begreb kaldt ”Demokratisk centralisme”, hvilket er et organisationsprincip.
Princippets bærende elementer er, at alle partiorganerne vælges af medlemmerne. Organerne træffer beslutningerne i en fri medlemsdiskussion, hvilket gøres regelmæssigt.
Når beslutningerne er truffet, har alle en pligt til at følge dem, fraktionsdannelse (dannelse af politiske partier, med særlige holdninger og interesser) er forbudt, hvilket indebar at de civile på ingen måde turde stillede sig op imod det øverste organ.
Beslutninger som var truffet i det højere organ, var netop bindende for alle lavere organer samt medlemmer, uden afvigelse føres beslutningerne derved ud i virkeligheden. Demokratisk centralisme er derved pligten til at følge de højere organers beslutninger .
1.1.4. Styreformer
Ethvert lands styreform hviler på nogle grundlæggende værdier og principper, der mere eller mindre er formuleret eksplicit
hvilket vil sige at de er formuleret direkte og ikke kan misforstås – f.eks. i landets grundlov. Disse værdier og principper sætter nogle grænser for, hvilke formål der kan realiseres med anvendelse af systemets ressourcer.
De tjener dermed som brede rammer for, hvad der i den daglige politik kan tages for givet, uden at krænke følelser og holdninger hos befolkningen .
1.1.4.1. Præsidentstyre
Præsidentstyre er et demokratisk politisk system, hvor den udøvende magt er samlet hos én person
som er valgt direkte af vælgerene (borgerne) til at være statsoverhoved og leder af regeringen. Præsidentstyre er forbundet med den magtdeling
hvor den udøvende magt behandles af præsidenten og hans ministre, den lovgivende magt behandles derimod af et repræsentationsorgan.
1.1.4.2. Diktatur
Diktatur betegnes normalt som en styreform, hvor alt magtbeføjelsen er samlet hos én statsleder, i ledende grupper eller hos partiet i et étpartisystem.
Dog benytter man sig i Rusland, af et Politbureau som det øverste organ, hvilket har været aktuelt siden 1917. I 1920’erne dominerede Stalin, dog i stor grad.
Men efter Stalins død i 1993, var der ingen enkelte personer, som kunne opnå samme magt i Politbureauet, derved var det igen en gruppe af mennesker
som sammen skulle bestemme over styret i Rusland. Politbureauet var således det øverste politiske beslutningsorgan, for partiet ”Sovjetunionen Det Kommunistiske Parti”.
Magten i Politbureauet blev udøvet uden nogen form for forfatningsmæssig kontrol, den udøves ud fra nogle forfatningsmæssige rammer, der er skabt ud fra Politbureauets egne formål.
På trods af Politbureauet, var Rusland stadig underlagt et diktatur, i alle former for et diktatur er følgende punkter aktuelle:
1. Magten udøves af lederskabet. Der eksisterer ingen magtdeling mellem statsborgerne og det ledende organ. Organisationer er enten forbudte, pga. demokratisk centralisme, eller undertrykte.
2. Den politiske magt er enten fuldstædig løsrevet eller i høj grad selvstændigt. Diktatorer tolker retsprincipper som det passer i den aktuelle sammenhæng
og gør derved lovene til hjælpemidler, for egne behov. Den dømmende magt bliver afhængig eller delvist afhængig af den udøvende magt.
3. Politiske og civile rettigheder svækkes eller ophører fuldstændig. Befolkningen bliver passiv, på grund af demokratisk centralisme. Individet underordnes kollektivet.
4. Både beslutningsformen og indholdet af beslutningerne er aggressive og impulsive, de er ofte baseret på storhedsforestillinger.
5. Tvangsformer af alle slags, fra terror til manipulation og angiveri, indgår som midler til at skabe lydighed af befolkningen, angst er heri en vigtig del af herskernes teknik .
Skriv et svar