Opgavebeskrivelse
Er swing-jazzen med til at påvirke sortes stilling i samfundet i 1920’ernes USA?
Der ønskes en redegørelse for sortes stilling i 1920’ernes USA med særligt fokus på sortes sociale, politiske og juridiske rettigheder. Du bedes i redegørelsen inddrage selvvalgte historiske kilder.
Dernæst bedes du lave en musikalsk analyse af Duke Ellingtons numre ”The Mooche” (1928) og ”Cotton Club Stomp” (1929), hvor du giver et signalement af swing-jazzen og beskriver, hvorfor Duke Ellingtons musik var banebrydende.
Der ønskes med afsæt i redegørelsen og analysen afslutningsvis en diskussion af, hvorvidt Duke Ellingtons musik var med til at påvirke de sortes stilling i samfundet. Besvarelsen forventes at have et omfang på 15-20 normalsider.
Indledning
Livet som sort i starten af 1900-tallets USA var ikke spor nemt, end ikke selvom man kun havde en smule farve i huden. Det tog mange årtier før de sortes rettigheder blev lige med hvides, selvom de på papiret havde været det i mange år.
De sorte fandt en ting de kunne samles om, nemlig jazzen, og de samledes på diverse natklubber for at udvikle deres talenter.
Men hvad var det så ved jazzen, der var så revolutionerende nyt og spændende, at selv den mest traditionelle stædige og hvide racist
til sidst måtte overgive sig og booke sorte musikere til sine arrangementer? Havde denne udvikling en indflydelse på de sortes generelle status i samfundet?
Indholdsfortegnelse
Resume 1
Indledning 1
Redegørelse 3
Kildeanalyse 6
- Kilde: ”Adskilt, men lige” 6
- Ophav 6
- Resume 6
- Analyse 6
- Kilde: ”Song-And-Dance act wins freedom for jazz artist” 7
- Ophav 7
- Resume 7
- Analyse 7
- Opsamling: 8
The Mooche - Duke Ellington 9
- Melodisk Analyse: 9
- Harmonisk analyse: 10
- Formanalyse: 10
Cotton Club Stomp 14
- Melodisk Analyse 14
- Formdel I C-dur 14
- Formdel A (F-dur) 14
- Formdel Av (F-mol) 15
- Harmonisk Analyse 16
- Formdel I 16
- Formdel A 16
- -Formdel Av 17
- Formanalyse 17
Sammenspillet i The Mooche og Cotton Club Stomp 19
Diskussion 19
Konklusion 21
Litteraturliste 22
Bilag 1 23
Bilag 2 25
Bilag 3 24
Bilag 3 25
Bilag 4 25
Bilag 6 26
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Dommeren viser sine racistiske tendenser da han argumenterer imod tanken om at adskillelse har noget med mindreværdighed at gøre:
”Love, som tillader eller endog kræver [sorte og hvides] adskillelse (…) implicerer ikke nødvendigvis den ene races mindreværdighed”.
Dommeren bruger ordet nødvendigvis, og udelukker hermed ikke at adskillelsen grundes mindreværdighed. Han omtaler raceadskillelse som var det en selvfølge:
”Hensigten med forfatningstillægget var utvivlsomt at sikre de to racers lighed for loven; men ifølge sagens natur kan det ikke have været tilsigtet at afskaffe skel (…) eller at blande de to racer socialt på en måde, som er utilfredsstillende for begge parter.”.
Han påstår at det er i begge racers interesse at forblive adskilte, ikke kun de hvides, og finder det åbenlyst at de to racers lighed for loven slet ikke kan medføre afskaffelse af raceadskillelse.
Han kommer til konklusionen ”Vi mener, at der bag sagsøgerens argumentation ligger den fejlslutning, at lovhjemlet adskillelse af de to racer stempler den farvede race med mindreværd.”
Han påstår her at raceadskillelse på ingen måder har noget med mindreværd, selvom adskillelsespolitiken tydeligt medførte at sorte vogne, bænke osv. er i ringe stand.
Dilemmaet i sig selv; at en mand af høj nok status til at have råd til 1. klasse kupé, smides ud af de hvides kupé fordi han er 1/8 sort
tegner også et billede af hvordan de hvide kupéer kun var til den totalt hvide race, og ikke engang den mindste smule sort etnicitet var accepteret.
Forfatterens intentioner med kilden er ganske tydelige; Han vil portrættere raceproblemet i USA. Det kan ses i bogens titel, men også i selve kilden.
Hansen forholder sig neutralt i baggrunden, og oplyser kun de love og kilder der er nødvendige for at læseren selv kan komme frem til konklusionen, at de sorte blev behandlet ringe og ikke kunne gøre noget ved det, mens han selv skriver ganske få ord udenfor citaterne.
Man skal dog være opmærksom på at Hansens citater er kortet ned, og vigtig information kan være tabt her i. Dette kan vi ikke vide medmindre vi selv finder loven for jernbanevogne i Louisiana frem i sin helhed.
Der er dog ikke er noget af tage fejl af; Louisiana har adskillelsespolitik, og denne viden er hele formålet ved beskrivelsen af Louisianas lovgivning.
Jeg mener at kilden giver et klart indblik i forholdene for de sorte i en retssag; At de blev uretfærdigt behandlet, ikke havde et troværdigt retssystem at henvende sig til og at der selv i højesteretten ikke var hjælp at hente.
---
Jeg vil lave en melodisk analyse af A-stykkets Tema i klarinetterne og ’svaret’ fra trompet 2 og B-stykkets melodi i trompet 1 og trombone 1.
Jeg vil fokusere på hvad der gør denne melodiføring specielt jazzet, og hvad der måske har inspireret Ellington til sin melodiføring.
Melodien starter i t.5 på en Cm treklang, med tertsen øverst, i førsteklarinetten. Treklangen rykkes en omvending ned på 1. slag i t.6, så førsteklarinetten har grundtonen.
Alle tre stemmer bevæger sig herefter kromatisk ned fra en Cm treklang til en F #m treklang. Ser man disse toner ud fra grundtonen h i bassen, er der her tale om kvinten fis i førsteklarinetten, 9’eren des i andenklarinetten og 7’eren a i tredjeklarinetten.
Stod melodien alene, får den altså et helt andet udtryk, end hvis man hører den med bastonerne, som forvandler den rene F #m til en meget spændingsfyldt H9.
Melodien fortsætter ved at første- og tredjeklarinetten bevæger sig en halv tone op, og hermed udløser meget af den spænding der fremkom på H9, mens andenklarinetten bevæger sig en hel tone op, hvilket tilsammen giver en G+ med grundtonen, g, i førsteklarinetten.
G+ er i forvejen en meget spændingsfyldt akkord, men den har ikke nok spænding til Ellington. Han placerer blandt andet et des i bassen, hvilket gør meloditonen i førsteklarinetten til en #11 i forhold til den Db9 der skabes med rytmegruppen.
G+ leder i forvejen til den Cm der kommer på 4og i t.10. Db9(#11) leder dog endnu mere (mere om dette i min form- og harmoniske analyse.).
Ellington har altså her en spændingsfyldt treklang i melodien, der bliver gjort mere spændingsfyldt med rytmegruppen. I t.10 bevæger de tre melodistemmer sig kromatisk ned fra G+ med den forstørrede kvint es øverst, til en G+ igen på 3 slaget, men her med tertsen øverst.
Herfra bryder Ellington kromatikken, så førsteklarinetten resten af takten bevæger sig trinvist fra es til c, andenklarinetten springer en lille terts fra bb til g og tredjeklarinetten går trinvist fra g til es.
De tre stemmer danner sammen kadencen G+ - Bb - Cm. Ellingtons melodiføring her viser hvor meget han lader sig inspirere af akkorderne når han laver melodier.
Han har klart tænkt over at man kan gå 4 skridt kromatisk ned med en forstørret akkord, for at få den samme akkord, bare en omvending ned.
Skriv et svar