Indledning
Dorte Nors novelle ’Svævet’, som er udgivet i 2008, giver os et gribende indblik i, hvordan man påvirkes og ændres af de mennesker, der er en stor del af ens liv.
Novellen agerer som en stor afbildning af kontraster, der sætter skub i en eksistentiel udvikling hos vores jegfortæller. Novellen giver os et overblik over, hvilken situation vores jegfortæller har tænkt sig at reflektere over.
Vi kan se at det er en jegfortæller, da teksten kun ses ud fra hendes synspunkt og tankegang. Vi har ikke indblik i, hvad andre tænker, og kan kun karakterisere andre ud fra jegfortællerens synsvinkel.
Dette gør også jegfortælleren meget synlig. Vi har derfor også en indre synsvinkel, da begivenhederne ses fra personens synsvinkel på samme tid med, at vi har adgang til jegfortællerens indre.
Den tidslige synsvinkel i novellen er et bagudsyn, da begivenhederne formidles efter de er fundet sted og fortælletidspunktet er efter den fortalte tid, hvilket giver en distance, som skaber refleksion.
Novellen drejer som den eksistentielle krise og udvikling, som vores hovedperson gennemgik, da hendes forhold fik sin ende.
Novellens centrale konflikt, er den konflikt, som vores hovedperson står i med sig selv om, hvordan hun skal leve sit liv uden sin partner, hvem hun er, og hvad hun egentligt længes efter.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Her vender jeg kort tilbage til indledning af novellen, hvor hun først lægger ud med at snakke om, hvordan Allan flyttede, mens hun med en indskydende sætning tilføjer, at de ikke fik børn.
Dette giver er et belæg til min påstand om, hvordan hun på sin vis har glemt at tage højde for sig selv. Dette er fordi, at hun her bliver mindet om, hvordan deres forhold aldrig bar frugt.
Hun elsker tydeligvis Allan, som hun ønsker at starte en familie med. Dette kan vi finde ud af, ved at kigge på, hvad hun siger i sin refleksion.
”Vi snakkede også om Allan, for det var noget andet med ham. Ham kunne de godt lide, og det ville nok være gået anderledes, hvis vi havde fået børn” S 79. ll 15-18.
Senere i novellen bliver vi igen bekræftet i, at hun har svært ved at give slip på Allan. Her forestiller hun sig, at de sikkert ville være blevet sammen, hvis de havde fået børn.
Hun ved nok inderst inde godt, at han så kun ville blive på grund af børnene og ikke jegfortælleren, men dette afholder hende ikke fra at holde fast i tanken om ham.
Hun har, som kontrast til Allan, svært ved at være alene og lægge fokus på sig selv. De er kontrastpersoner, fordi Allan søger ud i verden, er selvfokuseret og selvstændig, mens jegfortælleren aldrig søger lever et monotont liv
hvor hun har brug for at trække på andres liv og oplevelser, for at holde sig kørende. Dette gør hende ikke særligt selvstændig, da hun ikke kan dvæle i sig selv.
Vi kan ikke karakterisere nogle af personerne i novellen på deres ydre. Da vi ikke får noget at vide om, hvordan de ser ud, dog ved vi at jegfortælleren er en kvinde og Allan er hendes partner.
Hvis vi kigger på den indre komposition af novellen, hvor vi bliver smidt ”in medias res”, er det første, vi får at vide, at jegfortælleren og Allan tilsyneladende ikke er sammen længere, hvilket betyder, at vi er blevet smidt ind midt i handlingen.
Da vi er blevet smidt direkte ind i handlingen, skal vi derfor danne os et overblik over situationen hurtigt. Vi bliver ikke præsenteret for miljøet, vi bliver bare smidt direkte ind i det, vi må derfor styrke forudsætningerne sammen, for at danne os et billede på, hvordan situationen og handlingen vil udspille sig.
Dette skaber i denne novelle en underlæggende spænding, der får os til at overveje, hvorfor de ikke er sammen længere.
”Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre det. Jeg blev siddende og kiggede i sidespejlet, mens jeg lovede mig selv, ikke at holde op med at overveje det.”
S 81. ll 19-21.
Historien har en åben slutningen, fordi jegfortælleren lægger op til en handling, som hun vil tage. Vi får aldrig svar på, om hun vil foretage sig handlingen eller ej.
”Et af den, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, forestiller Allan, ved siden af en vindturbine, der stadig ligger på jorden.
I baggrunden kan jeg se en stor udsigt med grantræer og klipper, der fortoner sig i noget, der ligner det uendelige. Det er fra Dolly Sods, West Virginia, og da han kom hjem derfra, var han stille.”
Skriv et svar