Indledning
Afro-cubansk musik udspringer som et unikt resultat af sammensmeltningen mellem forskellige kulturer.
På den historiske scene i kolonitidens Cuba forenedes afrikanske slaver og spanske immigranter, og her opstod en gensidig udveksling af religiøse praksisser og musiktraditioner.
I denne opgave vil vi dykke dybere ned i betydningen af denne kulturelle fletning for den cubanske musik og identitet.
Først vil vi udforske de historiske begivenheder, der fremkaldte opståelsen af santería, og vi vil kaste lys over de musikalske og religiøse karakteristika, der præger denne praksis. Herefter følger en analytisk tilgang med fokus på både musik og religion.
Formålet er at undersøge i hvilken grad musik og spiritualitet arbejder i harmoni under santerías årlige rituelle begivenhed, toque de santo.
Vi vil også gennemføre en detaljeret musikalsk analyse af son-nummeret "El Cuarto de Tula", med det formål at dissekere og belyse genrens rødder.
Endelig vil vi udføre en diskussion om i hvilket omfang både santería og den afrikanske kultur har haft indflydelse på den cubanske musik og identitet.
Indholdsfortegnelse
1. Forside
2. Abstract
3. Indholdsfortegnelse
4. Indledning
5. Afrikanernes Vej Til Cuba
- Santería – En Synkretisme
- Orishaerne Og Den Hellige Kraft Ashé
6. Det Musikalske Ritual Toque De Santo
- Liminalitet
- Orishaindvielse- Og Besættelse
7. Batá – En Tromme Som Axis Mundi
- Analyse Af Rytmen Lalubance
- Polyrytmisk Skema
8. Transkulturation Og Son-Genren
9. Musikalsk Analyse Af El Cuarto De Tula
- Formanalyse
- Funktionsharmonisk Analyse
- Melodisk Analyse
- Groove
10. Santerías Status I Det Moderne Cuba
- Santería I Den Socialistiske Stat
11. Konklusion
12. Litteraturliste
13. Bilag
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
En toque udgør et karakteristisk eksempel på et overgangsritual inden for santería. Det er dog vigtigt at fremhæve, at der går mange rituelle forberedelser forud, før den enkelte santero kan påbegynde fejringen af sin indvielse.
I tråd med den franske etnolog og folklorist Arnold van Genneps (1873-1957) teorier i "Rites de Passage," kan overgangsritualer opdeles i tre faser: sakraliseringsfasen, den liminale fase og inkorporationsfasen.
Det er også relevant at uddybe den liminale fase, som den skotske antropolog Victor Turner videreudviklede i "The Ritual Process."
I "The Ritual Process" beskrev Turner den liminale fase som en tilstand af "betwixt and between," altså en form for dørtærskel. De initierede befinder sig på denne dørtærskel under den liminale tilstand.
For at krydse denne tærskel skal de initierede igennem en form for social anti-struktur, hvor de etablerede samfundsnormer og sociale hierarkier bliver vendt på hovedet. I denne tilstand af kaos står uorden i skarp kontrast til hverdagen.
Derfor vil de initierede, når ritualet når sin afslutning, opnå en form for spirituel styrke og føle sig redefinerede og genfødte inden for det sociale fællesskab.
Turner argumenterede også for, at selve ritualet var en måde, hvorpå samfundet kontinuerligt redefinerede og fornyede sig selv.
ORISHAINDVIELSE- OG BESÆTTELSE
En nytilkommen, også kendt som en neofytt, undergår en indvielse til sin specifikke orisha, som bliver faciliteret af en santero-præst gennem spådom.
Efter spådommen modtager neofytten et helligt smykke kaldet "collarros," som er fyldt med den guddommelige kraft ashé.
I løbet af de efterfølgende syv dage bliver initiativet underlagt en række fysiske og åndelige renselser, som udføres under præsternes omsorg og isoleret fra omverdenen.
Disse renselser resulterer i, at den initierede symbolisk "dør" og genfødes ind i orishaernes verden.
Skriv et svar