Indledning
Et sprog kan defineres som et system af ord, hvis måde at kombineres på giver mennesker i et samfund mulighed for at udtrykke sig eller kommunikere med hinanden.
Færdsel på medierne bliver mere og mere poulært. Her bruges sproget i høj grad til at udtrykke forskellige holdninger og opfattelser af forskellige ting.
Medierne er blevet langt mere påtrængende, end de tidligere har været, blandt andet fordi de er blevet digitale og lynhurtige.
Spørgsmålet er bare, om denne udvikling er positiv eller negativ? Ser man på den politiske debat i medierne, er udviklingen skræmmende.
Det er ord som tæsk, blodbad, massakre og slagtning der florerer i den politiske debat på medierne. Men hvilke billeder får man i hovedet, når man hører disse ord? Falder tankerne rent faktisk på den politiske debat?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Ser vi på den politiske diskurs, har mediernes valg af hård retorik betydning for landets demokratiske situation.
Man kan nærmest sige, at demokratiet har skiftet form til et slags tilskuerdemokrati. I tilskuerdemokratiet er alle i voyeurposition til den krig, der foregår i medierne mellem politikerne.
Medierne kredser konstant om denne hårde retorik, men indholdet er for længst forsvundet, tilbage er kun kampen, krigen og de personlige points man kan opnå. Realiteten er forsvundet til fordel for performance, form og stil.
Performance er alt, udsagn er intet. Form er alt, indhold er intet. Stil er alt, realitet er intet. Sådan kommer det i hvert fald til at se ud, når politikerne sættes op mod hinanden i medierne.
Og måske er det i virkeligheden alt hvad de ønsker? At borgerne sidder med åbne øjne når de konservative ”frygter et blodbad”, ”Vestager smadrer oppositionen” og vælgerne giver ”blåt øje til regeringen”.
Det skulle ikke undre mig. Det eneste de søger er anerkendelse, opmærksomhed og billige point.
Den der ler sidst, ler bedst i den politiske debat. En konstant søgen efter opmærksomhed og anderkendelse både blandt politikerne, men også medierne imellem.
Men hvor blev den reelle politiske debat af? Jeg ved det ikke. Det er som om, at personlige point og opmærksomhed er vigtigere end de reelle problematikker samfundet står over for.
Kan det virkelig passe, at medierne skal have lov til at forme et samfund, hvor folk ikke kan tage stilling eller ansvar for ikke mindst egen, men også samfundets eksistens?
En anden konsekvens af den hårde retorik i forhold til den politiske debat er, at den kan være med til at manipulere modtagerens holdning til - eller opfattelse af et bestemt emne.
Ifølge Johannesen er der ligefrem risiko for, at den hårde retorik i medierne på længere sigt vil ændre den måde, vi tænker og handler på.
Dette er også en af grundene til, at medierne kan defineres som den fjerde statsmagt - en magt, der på kort tid har flyttet fokus fra det politiske og ideologiske, til det mere personlige aspekt.
Mediernes formål er i høj grad at forholde sig kritisk til forskellige sider af en sag og samtidig fremlægge sagen fra alle vinkler.
Derfor er det vigtigt, at borgerne forholder sig kritisk til medierne. Ellers bliver fuldstændig op til medierne selv at bestemme, hvilken vej samfundsdebatten skal gå. Og det skulle ikke undre mig, at det kunne ende i noget værre rod.
Men, at den hårde retorik i medierne på længere sigt vil ændre den måde, vi tænker og handler på, ser vi i eksemplet her:
”Samtidig rammer den voldsomme sprogbrug ned i en gammel diskussion om, i hvor høj grad vores sprog præger vores tankegang og handlinger […]
Victor Klemperer beskriver i sit berømte værk LTI, hvordan Nazitysklands militaristiske sprogbrug langsomt ændrede tankegangen hos landets befolkning”.
Skriv et svar