Indledning
Det er lørdag d.12 juli tidlig aften, jeg står klar iført de røde og hvide farver, som dannebrog, fra top til tå, hjemme på sofaen, med højt humør. Indeni er jeg ved at sprænges af glæde og nervøsitet.
Min krop omfavner min tro på sejr, da de danske landsholdsspillere indtræder på den klargjorte plæne i parken, omringet af 15.000 håbefulde og højtråbende fans.
Vi alle har ventet og er nu klar til den dag, hvor vi får livet tilbage og kan mærke friheden strømme gennem vores hujende kroppe efter nogle hårde corona måneder. I det stemningen er højest, kampen er i fuld gang, få minutter til halvleg, går tiden i stå.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Under EM var det tydeligt at mærke fællesskabet som kampene om bolden skabte. En dag gik jeg bare en tur for mig selv, rundt på villavejene bag, hvor jeg bor.
Det slog mig virkelig, hvor mange, der bevidst havde valgt at hænge dannebrogsflaget i vinduet og samtidig hørte jeg om de sindssygt høje seertal kampene fik.
Her var det tydeligt, at vi i Danmark har fået skabt et helt nyt fællesskab særligt gennem fodbolden. Jeg stødte her dagen efter også ind i et instagram post fra Sandie Westh, der beskriver fællesskabet med henblik på Christian Eriksens fald: ”Vi er ingenting uden hinanden…”.
Derudover har jeg set flere interviews fra landsholdsspillere, der beskriver, hvordan fællesskabet om bolden, nærmest kan bære dem let og elegant gennem en kamp.
Kampe er sjovest at spille foran støttende hooligans og for et land, der tror på en, og tror på sejren. Så for kampen, spillerne, og hjemme i de danske stuer fylder fællesskabet meget.
Dagen efter læste jeg en avisartikel i Berlingske tidende, hvor Asker Hedegaard Boye skriver: ”man fik fornemmelsen af, at de aldrig ville flytte sig”.
Det var netop de tanker jeg fik da det hele skete. Mange landsholdsspillere kæmper om den samme bold, hvorefter de afbrydes, hvorefter de igen genoptager kampen og oplever fællesskabsfølelsen og sammenholdet, trods det store chok og traume de helt sikkert gennemgik, som at miste en ven i krig kunne man forstille sig. Men, hvad betyder sporten så for vores identitet?
Skriv et svar