Indledning
Verden er er gået ind i en krisetid. En krisetid, hvor fjenden ikke som tidligere er fysiske hære, nej ikke engang fysiske personer. Derimod er der tale om en usynlig virus, som har vendt op og ned på hverdagen for de fleste.
Skoler, arbejdspladser og spisesteder er blevet lukket gang på gang, tusin- devis af mennesker har fået frataget deres kære, og mange lever med senfølger fra virussen.
Men hvordan bekæmpes denne virus? Flere mener, at det er samfundssind og solidaritet, der skal til.
At hele den danske befolkning er nødt til at samle sig i ét stort fællesskab og lægge individualiteten på en hylde for en stund.
Men er det lykkes os her i Danmark at danne det her fællesskab, den her hær, der skal til for at bekæmpe Covid-19?
Uddrag
Jeg er enig i, at det kan have en betydning, at ungdommens socialisation i højere grad er præget af konkurrencestaten end ældres er.
Selv er jeg en 19-årig pige, som er vokset op under konkurrence- statens pres, og det jeg har lært er, at det vigtigste i livet er at have så mange og så gode kompeten- cer som muligt.
Jeg har også lært, at jeg er ansvarligt for mit eget liv og min egen succes. Jeg kan ikke regne med, at fællesskabet er der til at hjælpe mig på vej.
Jeg har mig selv og dem der står mig nær. Når vi unge er vokset op i sådan et samfund, er det klart, at fællesskabet til en vis grad tilside- sættes.