Selvdyrkelse og fællesskab

Indledning
Flere og flere mennesker er blevet tiltrukket af ekstremsportsgrene, der kræver en enormt fokuseret indsats og evnen til at opnå resultater.

Ikke desto mindre hævder Christel Skousen Thrane, direktør for Protocol og tidligere maratonløber, at ekstremsportsudøvere ofte anvender deres overskud på en uhensigtsmæssig måde.

I dagens verden går overskuddet fra disse enkeltpersoner ofte til egoistiske projekter og selvcentreret selvdyrkelse, og alt for lidt til at hjælpe medmennesker.

Dette budskab blev præsenteret i hendes artikel "Red en anden røv, overskudsmenneske!", som blev udgivet på Kommunikationsofrum.dk den 25. februar 2014.

I en travl og hektisk hverdag kan det være udfordrende at finde en balance mellem selvdyrkelse og deltagelse i fællesskabet.

Men kunne det være, at der er ved at ske en ændring i vores syn på forholdet mellem selvdyrkelse og fællesskab?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I sin artikel fremhæver Thrane tydeligt, at overskudsmennesker fokuserer på sig selv og ikke på andre.

Dette kan dog være en sort-hvid fremstilling af virkeligheden. Selvfølgelig kræver ekstremsport selvdyrkelse og selvcentrering - endda en temmelig voldsom en af slagsen.

Men der er mange mennesker med overskud, der vælger at bruge det på andre ting end ekstremsport.

For eksempel er frivilligt arbejde blevet en betydningsfuld trend. Det kræver både økonomisk og tidsmæssigt overskud.

Det er populært at være venskabsfamilie for en nytilkommen flygtningefamilie eller deltage i store tøjindsamlinger.

Dette ses ofte på sociale medier, hvor frivilligt arbejde bliver vist frem. Dette bringer os til et centralt spørgsmål:

Hvad er egentlig grunden til, at vi gør noget godt for andre mennesker? Thrane mener, at medmenneskelighed bør være naturligt.

Men hvis vi konstant føler et behov for at vise det til verden, hver gang vi gør noget godt, kan medmenneskeligheden ikke være helt naturlig.

Det kan være, at vi gør det som en del af vores sociale selv-promovering og selvrealisering for at vise, at vi har overskud til at hjælpe andre.

Dette kan gøre medmenneskeligheden og fællesskabet overfladisk og ligegyldig. På den anden side kan bevæggrunden for vores gode gerninger egentlig være ligegyldig.

Der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem at gøre noget godt for andre og samtidig gøre noget godt for os selv.

Desuden er det i dag en naturlig del af vores liv at dele, hvad vi laver, via smartphones og sociale medier.

Dette gør ikke nødvendigvis ønsket om at hjælpe andre mindre, blot fordi det bliver delt på Facebook som en del af vores selvpræsentation.

Uanset om den gode gerning udføres af kærlighed til handlingen eller ej, vil flygtningefamilien eller modtagerne af tøjindsamlingen i det tidligere eksempel sandsynligvis være glade og taknemmelige.