Retoriske virkemidler | Analyse

Indledning
En afsender kan anvende nogle små sproglige kneb, som skal være med til at understrege afsenderens pointe og påvirke modtageren til at lade sig overbevise.

De retoriske virkemidler kaldes også for figurer og er nogle måder at skabe lydlige forbindelser i en passage for at gøre en tekst mere æstetisk på.

De retoriske virkemidler kan også anvendes for at skabe opmærksomhed om centrale pointer i passager.

For at hjælpe os med at klarlægge, hvordan en tekst forsøger at overbevise, og hvordan en tekst forsøger at appellere til sin modtager, er det væsentligt at analysere teksten ved at se på mønstre i anvendelsen af retoriske virkemidler.

Indholdsfortegnelse
Kneb anvendt ved taler - mundtlig fremførelse
Appelformer

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Etos: Etos drejer sig først og fremmest om afsenderens troværdighed. En afsender, der har et godt omdømme eller image hos modtagerne, eller hvis synspunkter støttes af andre, der har et godt omdømme, har større chancer for at vinde tilslutning end en ukendt.

Man taler her om forventningsetos. Det kan være eksperten, der udtaler sig på et område, som vi på forhånd ved eller må gå ud fra, at han eller hun kender til, eller det kan være en person, vi på forhånd har tillid til, ser op til eller har sympati for, der udtaler sig.

Afsenderen kan også låne troværdighed fra andre personer eller institutioner med et godt omdømme ved at henvise til dem i teksten eller talen.

Afsenderens etos er imidlertid ikke blot en forventningsetos – dvs. en etos der bringes med ind i situationen.

Etos kan også være en situationsetos, der opbygges i kraft af den troværdighed, afsenderen udviser og opbygger i selve situationen.

Ifølge Aristoteles har tre egenskaber betydning for afsenderens troværdighed i situationen: han eller hun skal være vidende, have en "god karakter" og vise velvilje overfor modtagerne.

Med vidende menes der, at afsenderen skal have indsigt i det, han eller hun taler om og have styr på sit stof. Den "gode karakter" handler om, at afsenderen skal fremstå sympatisk og med en høj moral.

Og med velvilje overfor modtagerne menes, at man så vidt mulig skal forsøge at imødekomme modtagernes ønsker og behov og søge et fælles, positivt udgangspunkt med dem, selv når man ved, man er uenig med dem.