Planen | Analyse

Indledning
Mange danske børn vokser op i miljøer omringet af ghettoer og i et parallelsamfund, der er domineret af en bestemt kultur. Dette kan præge opvæksten og have en negativ påvirkning på børn.

I 2015 udgav Morten Pape en selvbiografisk roman kaldet Planen. Denne roman kommer godt omkring netop det med at vokse på i et dårligt miljø, og hvilke konsekvenser det kan have.

I romanuddraget fortæller han samfundskritisk miljøet og kulturen i Urbanplanen. Han fortæller på baggrund af sin egen opvækst nær ghettoer på Amager

hvordan han er vokset op i et samfund, som i høj grad er præget af et flertal fra en anden etnisk baggrund.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Roman er fortalt gennem en jeg-fortæller. Han har briller, leverpostejfarvet hår og er en af de få blege danskere på skolen.

I forhold til hierarkiet lægger han nederst, sammen med sin anden blege ven Thomas, da de begge er boldmongoler. Jeg-fortælleren virker som en introvert person, der ikke vil være i rampelyset.

”Resten af verden kan køre af sig selv, passere gaden så tosset den vil, så længe den ikke får øje på mig” (L. 96- 97). I romanuddraget ses det også tydeligt, hvordan jeg-fortæller går igennem en identitetskrise.

”Når jeg kigger på mit spejlbillede, ser jeg en dreng, jeg ikke har lyst til at være”. (L. 104) Han har medlidenhed med sig selv, da han føler sig som en ynkelig undermåler.

Mest af alt har han lyst til at forsvinde ind i sig selv og tilbage til sin trygge barndom i sin mors og fars favn, hvor der ikke var nogen bekymringer.

Han bryder sig ikke om skolen og slet ikke om frikvarterne, da han dermed skal være social. Han udtrykker sågar en frygt for de andre børn på skolen. ”

Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af, en uoverskuelighedens arena hvor proletariatets afkom farer rundt i en hektisk krigsdans iført deres hudfarve som uniformer” (L. 48-50).

Han omtaler bestemt ikke de andre børn med positive ord og nærmest hentyder til at, de er farlige at være i nærheden af. Vikaren på skolen er heller ikke begejstret for miljøet.

Han bliver beskrevet som en meget nervøs og opgivende person, der finder sit arbejde meget uoverskueligt.

Han går rundt med sin hvide kaffekop, som en slags skjold overfor børnene, da kaffekoppen indikerer, at han er voksen.