Indledning
Bruttonationalproduktet, også omtalt BNP, er et instrument for et lands samlede værdiforøgelse for et enkelt år.
Man har brugt betegnelsen ”BNP pr. indbygger” som et pejlemærke for, hvor stor velstanden er for indbyggerne i det pågældende land. I figur 1 præsenteres vi for en sammenhæng mellem ”BNP pr. indbygger” af x-aksen og den gennemsnitlige levealder af y-aksen.
Man kan konkludere, at de mellem- og sydeuropæiske lande, Spanien, Italien og Schweiz, har en høj levealder, selvom bruttonationalproduktet pr. indbygger varierer meget, idet den gennemsnitlige borger i Spanien kun tjener ca. 28.000 USD, hvorimod den gennemsnitlige borger i Schweitz tjener ca. 85.000 USD.
I bunden af figuren med den laveste levealder ser man de Østeuropæiske nationer i form af Litauen, Rumænien og Letland, der alle synes at have et lavt BNP pr. indbygger.
En af de kritiske elementer ved betegnelsen ”BNP pr. indbygger” er, at der ikke synes at være stor kausalitet mellem indkomst og ulighed, idet man kan have nogle meget rige indbyggere
som tjener rigtig meget til landet, mens der er en majoritet af befolkningen, som synes at være fattige, og som derfor lever med lave kår.
Indholdsfortegnelse
1a.
1b.
Delopgave A: Arbejde eller understøttelse
2.
3.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Pernille Skipper argumenterer med den overbevisning og har den filosofi, at alle danskere er så godhjertede, at de vil arbejde, så længe overførselsindkomsterne er højere end det reelle arbejde.
Det er en fejlagtig mening og en falliterklæring over for den danske konkurrence. Det skal altid kunne betale sig at arbejde!
Derfor er essentielt, at når der går danskere hjemme i stuerne, som laver ingenting og som ikke søger at komme i beskæftigelse på grund af de uendelige kontanthjælpsydelser
man kan få, skal der skabes et loft, der skærper gevinsten for at sidde derhjemme. Det skaber et incitament for folk til at komme i beskæftigelse, så vi imødekommer arbejdsløsheden.
Skipper snakker om, at nogle af disse borgere synes at have en nedsat arbejdsevne, og dem skal vi selvfølgelig hjælpe. Det gør vi ved at finde et arbejde, de kan varetage.
Har de fysiske skavanker eller mén, beskæftiger vi dem med noget mindre belastende arbejde. Det gavner både borgeren og samfundet. For at vi undgår flaskehalsproblemer og strukturarbejdsløshed skal vi bruge strukturpolitiske instrumenter såsom Stramningsstrategien.
Skriv et svar