Indledning
Kronikken ”Pengene er narkoen, forbruget er pusheren” er en kronik udgivet af Politikken skrevet af Jakob Skyggebjerg, som i kronikken helt overordnet stiller sig kritisk over for den kapitalistiske tilgang til ikke bare økonomien, men også mennesker generelt.

Jakob Skyggebjerg stiller sig kritisk over for, om penge ikke bare er blevet et udefrakommende middel, som vi, almindelige mennesker, bruger til at diktere vores levemåde.

Han mener grundlæggende, at mennesket evige trang til forbrug, er blevet en sygdom, hvor alene det, at et nyt produkt er kommet på markedet, er blevet en undskyldning for at kunne udskifte det derhjemme for at købe noget nyt

som vi blot bliver bildt ind af en sælger er nyt, men som vi ved den mindste gennemskuelighed godt kan se ikke er en snes bedre ind det, der måtte stå hjemme i stuen.

Uddrag
Der er ingen tvivl om, at sproget i Jakob Skyggebjergs kronik er meget velovervejet. Det er ikke tilfældigt, at han sætter tingene så meget på spidsen, som han gør.

For det gør, at det er svært at være uenig med ham. Jakob Skyggebjerg benytter sig meget af motivationsargumenter, hvor han prøver at påvirke sine læsers følelser.

Det ser vi blandt andet, når han omtaler skovrydningen i Amazonas, hvor naturens mest farvige væsner brændes eller tvinges på flugt af egoistiske kapitalister, der udelukkende har profitten for øje.

Nærmere bestemt skriver han; ”Amazonas, det mest livsrige sted i verden - hvor papegøjernes farvemønstres rigdom er grænseløs

og de mest utrolige magiske insekter lever under bladene i skovbunden - brændes af og omdannes til et postapokalyptisk mareridtsland.”

Her spiller skribenten på hovedsageligt på det følelsesmæssige hos sine læsere, da man naturligvis ikke kan undgå at føle sympati for dyrene, der ikke har en kinemands chance for at sige fra.

Selv som objektiv iagttager, kan jeg have svært ved at undgå at blive påvirket følelsesmæssigt. Og det er naturligvis helt bevidst fra Jakob Skyggebjerg

at sådanne argumenter tages i brug. Som forfatter, ved han præcist hvordan han får sine læsere over på sin side.

Man kan dog stille sig kritisk over for de stråmandsargumenter, der også fremgår i teksten. I kronikken stiller Jakob Skyggebjerg sig kritisk overfor, at G7-landene havde doneret 140 millioner kroner til at redde regnskoven

hvorefter han sammenligner dette beløb med en amerikansk virksomhed, der betalte godt 80 milliarder kroner for slippe ud af en sag, der omhandlede det samme.

Javist, 140 millioner kroner fra G7-landene burde kunne gøres bedre, men at sammenligne dette beløb de 80 milliarder fra den amerikanske medicinal virksomhed er helt hen i vejret.

Her ser vi altså et eksempel på, at Jakob Skyggebjerg sætter sin egen holdning ind i en anden kontekst for at fremme sine egne argumenter.

Jakob Skyggebjerg benytter sig altså særligt af patos, hvor han evner at ramme sine modtagers følelser og samtidig smide skylden for den kapitaliske tilgang til livet over på verdenslederne.

Logos kommer også til udtryk i kronikken, særligt i begyndelsen og indledningen, hvor han påpeger vores store trang til forbrug.

Her giver han b.la. eksempler fra fortiden, hvor levetiden på et fjernsyn var markant længere end det er i dag.

Han fanger sine læseres logiske sans og fornuft, når han italesætter, at store elektronikgiganter som f.eks. Apple, skiftevis skrifter mellem, at deres produkter skal fungere gennem bluetooth og ledninger.