Ørneflugt | Analyse

Indledning
Arv vs. Miljø er et tema der bliver lagt meget vægt på i novellen Ørneflugt, skrevet af Henrik Pontoppidan i 1899.

Pontoppidan lægger meget vægt på at miljøet har stor betydning på, hvordan individer udvikler sig. Han mente at det er miljøet der skaber individet og ikke arven.

Dette kommer til udtryk flere steder i novellen, et godt eksempel er dette; ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden” (s.4, l.31-32).

som skrevet før, så mente Pontoppidan, at miljøet har større betydning end arven, i dette tilfælde ser Klavs sig selv mere som en and end en ørn, da han er vokset op blandt ænder, han kender ikke andet.

Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver

Uddrag
Novellen Ørneflugt er kronologisk opbygget. Historien strækker sig over hele Klavs’ liv. Lige fra da han blev bragt ind i præstegården som en lille unge, til han kom tilbage efter sit forsøg på at blive en fri fugl.

På den her måde minder Ørneflugt om den klassiske dannelsesroman kendt fra romantikken, hvor man følger et individs livsforløb og udvikling i forsøget på at finde sit sande jeg.

I Ørneflugt bliver det dog hurtigt tydeligt, at Pontoppidan ønsker at bryde dannelsesromanens form, da Klavs ikke færdiggør sin udvikling eller finder sin plads i tilværelsen.

Novellen har nogle eventyrtræk, den minder på nogle punkter om et klassisk eventyr, som ofte er bygget over modellen ”hjemme-ude-hjemme”.

Den starter med at Klavs stadig er en unge, som befinder sig i trygge omgivelser, hjemme. Herefter rejser Klavs ud i den store verden, hvor han stilles for en række udfordringer, som skal være med til at udvikle og modne ham og hans identitet.

Han lærer blandt andet at flyve, ude. Sidst, i hvert fald i de klassiske eventyr, vender hovedpersonen tilbage voksen og forandret.

Alle udfordringerne er overvundet og hovedpersonen lever lykkeligt til sine dages ende. I Klavs’ tilfælde formår han dog ikke helt at udvikle sig og finde sit sande jeg, historien ender derfor ikke lykkeligt.

Selv om Pontoppidans skrivemåde kan minde om den klassiske eventyrskrivemåde, bryder han altså formen, da vi som læsere ikke får den lykkelige og harmoniske slutning, som vi måske havde forventet.