Naturforskeren

Indledning
Digtet "Naturforskeren" blev skrevet af Carsten Hauch i 1819. Hauch udtrykker i sit digt en særlig opfattelse af naturen og anvender forskellige sproglige virkemidler, som kan ses i lyset af de tanker, der var fremherskende i romantikken.

Romantikken refererer til en periode i kulturhistorien, der strakte sig fra cirka 1800 til cirka 1870 i Danmark. I denne periode var grundideen bag romantikken tanken om en universel verdensorden, hvor det enkelte menneske kunne finde harmoni.

Det enkelte individ skulle integrere det væsentlige i den menneskelige kultur som en del af sig selv og dermed repræsentere "det sande menneskelige". Romantikerne kritiserede "den sejrende oplysning" og påpegede dens negative aspekter.

Ifølge romantikken ødelægger den videnskabelige og analytiske fornuft muligheden for at opretholde en sammenhængende verdensopfattelse. Videnskaben analyserer og dissekerer alt, intet er helligt for den, og det gode og naturlige i mennesket går tabt.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det digteriske værk er en unik hyldest og ærbødighedserklæring til ånden af naturen, der bliver betragtet som noget guddommeligt og helligt. Forholdet mellem den lyrisk person og naturen afspejler menneskets harmoniske forbindelse til naturen og dermed også til Gud.

Hyldningen og foreningen udgør derfor centrale koncepter i digtet. Gennem opbygning og valg af sprog anvendes der en metode, der forstærker lovprisningen og dens virkning..

Digtet er opdelt i syv strofer, der varierer i længde og struktur. I alt er der 47 vers, men der er ingen umiddelbar systematik eller rim i digtet.

Denne tilgang harmonerer godt med tidens opfattelse af poesi, som tidligere nævnt, der blev præget af originalitet og opfattet som det modsatte af det videnskabelige og rationelle. Dog har digtet en underliggende rytme, som bedst fornemmes ved at læse det højt.

Anaforer forekommer i digtet og udtrykkes både inden for de enkelte strofer og formår at binde stroferne sammen, hvilket forstærker digtets budskab. Dette kan eksempelvis henvises til i fjerde og syvende strofe, der begge indledes med sætningen "Du må være trofast,

Natur". Digtets sprog er højtideligt og fyldt med følelser, hvilket afspejles i ordvalg som "andagt, knæle, dybde, hellige og dunkelt beskuende". Dette understøttes desuden af de mange metaforer, besjælinger, symboler og billedsprog.

Naturen bliver personificeret gennem hele digtet, og dette tydeliggøres blandt andet ved, at digtet henvender sig til naturen i anden person ental.

Der opstår dermed et afsender-modtager-forhold mellem naturen og det lyrisk jeg. Et særligt tydeligt eksempel på dette ses i digtets afslutning: