Indledning
Hvem vil ikke gerne have en flot facade udadtil? Og hvem vil ikke gerne have et lille jordisk paradis? Men den flotte facade går i tusindvis af stykker, og frem bryder et muldskud i den bedårende have.
Snart breder muldskuddet sig som ringe i vandet. Muldskuddet er kun startskuddet til at blive konfronteret med den grusomme og kaotiske verden. Dette brud på facaden oplever ægteparret i Henrik Pontoppidans novelle ”Muldskuld” fra 1889.
Forfatteren Henrik Pontoppidan starter med at beskrive et rigt ægtepars idylliske liv i lange illustrative sætninger:
”Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa, halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper… (..).” (s. 1, l. 1-4).
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Et andet centralt virkemiddel at analysere, er brugen af sproget. Pontoppidan gør brug af både høj og lav stil. Den høje sproglige stil i novellen er med til at iscenesætte det smukke miljø i øjnene for læseren.
Sproget er også med til at vise, hvor velhavende ægteparret er, ved at anvende et formelt sprog. Brugen af høj stil ses specielt i beskrivelserne af miljøet, hvorimod den lave stil anvendes under dialogen mellem tjenestemanden og herren, for at vise den tydelige dominans mellem dem.
Den høje stil ses især når omgivelserne omkring ægteparret beskrives: ”Han lod med Henrykkelse Øjet glide ud over Haven for at inddrikke det fine Morgenlys, der sigtedes ned gennem en let, gylden Dis, hvori alle Omgivelserne endnu ligesom blundede.
Han indaandede med Velbehag den friske, fugtige Luft, der var svanger med sød Blomsterduft, og han smilte ved Lyden af lærkerne, der hørtes inde over Skoven.” (s. 2, l. 44-48).
Skriv et svar