"Lus" | Analyse af novelle | Litterær artikel

Indledning
Man hører ofte, at forældres vigtigste opgave er, at sørge for at barnet bliver lykkeligt og klarer sig godt i livet. At kunne give dem en tryg opvækst og lære dem at få fod på tilværelsen.

Men nogle gange tager barnet selv styringen, og efterlader forældrene i et tomrum, med en følelse af aldrig at have fået lov til at vise omsorg og kærlighed for det barn, som ikke umiddelbart havde brug for det.

I novellen ”Lus” af Line Kirkeby fra novellesamlingen ”Jubilæum” fra 2016 belyses det, hvordan forskellige personligheder og forventninger, behovet for kontrol og ønsket efter at løsrive sig kan give anledning til svære konflikter og uudtalte følelser.

Vi møder en almindelig familie på fem, hvori den ældste datter har været ude og rejse i et længere stykke tid.

Datteren bliver hentet af sine forældre, hvorefter de kører hjem for at spise frokost, og udefra set ligner det en kærlig fortælling om gensynet mellem datter og forældre. Virkeligheden er dog en helt anden, eftersom datterens og moderens forhold er meget fjernt og dysfunktionelt.

Uddrag
Novellen starter ’in medias res’, hvilket betyder, at læseren bliver kastet direkte ind i fortællingen uden nogen forudgående introduktion eller kendskab til personernes relationer, tiden, stedet og konflikten: ”Vi hentede hende på stationen, og det var Per, der fik øje på hende først.

Hun stod ud af den fjerneste togstamme […]” (s. 4, l. 1-2) Som læsere skal vi således allerede fra starten gøre en indsats for at skabe sammenhæng i historien, og danne vores eget indtryk af personernes interne forhold.

Novellen er fortalt med bagudsyn, hvilket vil sige, at handlingen bliver fortalt på et senere tidspunkt end den foregår, og at fortælleren dermed kender hele handlingsforløbet.

Denne bagudskuende fortælleteknik giver jeget mulighed for, at overveje hvordan historien skal genfortælles, hvilke informationer vi som læsere får, og hvilke detaljer der kan undlades.

Dermed får nogle af novellens små deltaljer og indskudte bemærkninger en større betydning for, hvordan vi skal tolke personernes handlinger og relationer, og hvilke eventuelle konflikter der er gået forud for disse.

Fremstillingsformen i novellen er primært scenisk, hvor både miljøet og handlingen beskrives detaljeret og læseren får hermed en fornemmelse af at være helt tæt på begivenhederne. Men novellen bærer også præg af moderens indre monologer og flashbacks, der i høj grad danner grundlaget for, hvordan vi som læsere opfatter personernes indbyrdes forhold.

Historien skildres udelukkende fra moderens perspektiv, som beretter gennem en eksplicit jegfortæller: ”Jeg havde tænkt, at det var bedst at tage en nederdel på, så hun ikke lagde mærke til det, men jeg vidste godt, at hun ikke ville gøre det.” (s. 4, l. 9-10)

Citatet viser, at novellen fortælles gennem morens sanselige og psykiske filter, hvorved vi som læsere indvies i hendes tanker, handlinger og følelser.

Vi får dermed en subjektiv vurdering af situationerne og de andre karakterer gennem novellen, da det udelukkende er jeget som bestemmer hvilke informationer læseren får.

Derudover er der kun to eksempler på direkte tale: Da datteren fortæller moderen at hun går ud til faren (s. 5, l. 59), og da Per forklarer moderen at datteren bliver hjemme. (s. 6, l. 96).

Fraværet af replikindividualisme understreger, at det kun er moderens synspunkt der kommer til udtryk i novellen, da vi som læsere ikke får muligheden for, at karakterisere de andre personer ud fra de emner, de vælger at tale om, gennem deres dialekt, deres talesprog mm.

Dermed bærer novellens tanker, følelser og holdninger udelukkende præg af de foregående episoder som moderen har været igennem med sin familie.

Vi oplever altså, at synsvinklen er kombineret mellem indre og ydre, hvor vi både hører hvad jeg-fortælleren føler og tænker, men i andre situationer fungere jeg-fortælleren blot som en observerende figur.