Indledning
Første april kommer lille Peter løbende ind i stuen til mor og far og siger: ”Skynd jer at komme, Bedstefar har hængt sig nede i kælderen.”

Og så løber moren og faren jo ned i kælderen og kigger og kigger, men de kan ikke finde nogen Bedstefar, der har hængt sig.

”Lille Peter, det må du aldrig sige sådan noget.” ”Aprilsnar, aprilsnar” siger han så, ” Bedstefar har hængt sig oppe på loftet.”
(Friis 2007)

Vittigheden var den første, Erling Jepsen hørte som barn (Friis 2007). Og denne form for sort humor er ikke uvæsentlig for filmen.

De alvorlige emner anskues fra en ikke altid så alvorlig vinkel. Som Jepsen selv siger: ”Det skal være så forfærdeligt, men det skal være en fest.” (Friis 2007)

Kunsten at græde i kor bygger på Erling Jepsens overvejende selvbiografiske bog med samme titel. Egentlig er det ikke tiltænkt

at denne opgave skal handle særlig meget om bogen bag filmen, men helt undgå at tage den med i betragtning, kan jeg formentlig ikke

for der er sagt og skrevet meget om netop indholdet i og forholdet mellem de to – også af Erling Jepsen selv. Men primært vil jeg forholde mig til filmen som værk.

Indholdsfortegnelse
Indledning 2
Genreanalyse 4
- Filmen som tragedie og melodrama 4
- Filmen som komedie 8
- Komposition og genre 12
Miljøets og det regionales betydning 14
- Det karakteristiske landsbysamfund 14
- Den sønderjyske region 17
Konklusion 20
Litteraturliste 22
Bilag 1 24
Synopsis til Kunsten at græde i kor 25

Uddrag
I forhold til idéen om, at hændelserne i tragedien skulle være styret af en højere verdensorden, kan man i Kunsten at græde i kor tale om, at det især gør sig gældende i tredje sekvens.

Her overbeviser Sanne Allan om, at han ved at bede til billedet af englen med flammesværdet kan opnå det, han ønsker.

Allan ønsker indirekte, at hans far skal blive glad igen, og at købmand Budde skal dø. Da så Buddes søn Nis efterfølgende slås ihjel i en trafikulykke, bliver Allan fortvivlet, idet han føler, det er hans skyld.

Allan er altså overbevist om, at højere magter har en indflydelse på det, der sker omkring ham. Dette understreges også af farens begra-velsestale, som indikerer, at hele samfundet omkring Allan har en forholdsvis religiøs overbevis-ning.

Sidenhen skubbes det religiøse dog i baggrunden, da Allan indser, at han selv kan tage en mere konkret styring med tingene omkring sig.

Det følelsesladede aspekt ved filmen giver anledning til at inddrage melodramaet som genre. Melodrama er betegnelse for den særligt følelsesbetonede film

hvor karaktererne er i ”større kræfters, skæbnens eller tilfældets vold” (http://www.denstoredanske.dk).

Dermed er der stor lighed mellem den klassiske tragedie og melodramaet, og sidstnævnte er vel nærmest at betragte som tragediens arvtager.

Hvor tragedien har fokus på det religiøse, erstattes dette i melodramaet ”af et sekulariseret univers, hvor de stadigvæk meget spektakulære og følelsesladede modsætninger mel-lem det gode og det onde tilføres en klarere social realisme ved at foregå i sociale miljøer blandt almindelige mennesker fra forskellige sociale lag” (Bondebjerg 2005: 97).

Med andre ord indeholder melodramaet traditionelt flere elementer, som kan virke genkendelige for modtageren. Som Ib Bondebjerg udtrykker det:

Melodramaets hverdagsskikkelse bærer altså tragediens store og stærke konflikter med sig. Hverdagens univers forbindes med det tilsyneladende skæbnebetonede og uundgåelige

den ultimative trussel mod den sociale forsoning, realiseringen af kærligheden og hele det værdiunivers

som melodramaet opstiller og forsvarer. Men der sker altid en harmonisering til sidst.
(Bondebjerg 2005: 97)

Melodramaet er så at sige en tragedie, tilpasset den tid og det samfund, den udspiller sig i. Og hvor tragedien i princippet ender med en manglende konfliktløsning og forsoning, har melodramaet ofte-re en mere lykkelig slutning.

I Kunsten at græde i kor oplever man i høj grad melodramaet. Det gælder som nævnt det følelsesladede, men måske specielt fordi den rummer netop den sociale realisme og det relativt almindelige, danske miljø.