Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Kunsten at græde i kor er en dansk film fra 2006 instrueret af Peter Schønau Fog, og er baseret på Erling Jepsens roman af samme navn.
Den vandt adskillelige priser og fik gode anmeldelser, især for at skildre det ømtålelige og tragiske emne børnemisbrug på en sådan måde, at man som tilskuer både er i tvivl om, hvorvidt man skal grine eller græde.
Det er nærmest tragikomisk, hvilket er typisk for forfatteren af den oprindelige roman Erling Jepsen, der har for vane at bruge ironi til at balancere tunge emner på en line mellem komedie og tragedie.
Kunsten at græde i kor spiller i en lille Sønderjysk by i 1970’erne2, hvor vi følger den 11-årige hovedperson Allan Jensen, og ser fra hans synsvinkel, hvordan hans dysfunktionelle familie gennemlever forskellige tragedier, og i særdeleshed hvordan hans mentalt ustabile far bruger psykisk terror til at styre familien.
I denne analyse vil jeg komme ind på Allan og hans forholde til især faderen, men også resten familien. Herunder vil jeg også komme ind på fortællerforholdet med Allan som fortæller, og hvilken effekt det har på filmen.
Udover dette vil jeg kigge på, hvilken rolle miljøet spiller i filmen, og hvordan tematikken passer ind i Erling Jepsens forfatterskab, hvorefter jeg vil komme ind på hans brug af autofiktion.
I filmen følger vi den 11-årige Allan Jensen, der bor i en lille by i Sønderjylland sammen med hans familie, der udover ham består af far, mor, hans storesøster Sanne og storbror Asger, der dog er flyttet til Sønderborg.
De er langt fra en normal familie, hvilket især skyldes den mentalt ustabile far, der med psykisk vold manipulerer og styrer familien.
Dette gør forholdet mellem de forskellige familiemedlemmer ekstremt specielt og upassende. Allan og hans far har som mange andre far-søn forhold en helt speciel relation, og selvom den igennem Allans naive øjne forekommer helt normal, er den det langt fra.
Allan ser utrolig meget op til hans far og er hans forbillede, som så mange fædre er det for deres sønner i sådan en ung alder.
Problemet er bare, at faderen er langt fra en rollemodel, og i virkeligheden er en mentalt ustabil mand, der lader alle hans fejl og mangler gå ud over hans familie, især hans børn.
Vi ser blandt andet igennem filmen, at han har et mindreværdskompleks overfor købmand Budde, der har en bedre forretning end ham, og derfor må han søge andetsteds for at få sin bekræftelse og anderkendelse.
Hver nat begynder han derfor at græde og true med at begå selvmord, da livet ifølge ham ikke har nogen nytte alligevel.
Dette sker hver nat, og Allan kan selvfølgelig ikke holde til at høre at hans far er så trist. Hans mor har givet op og accepteret deres tilværelse, Asger er flyttet hjemmefra og Sanne gør heller ikke noget ved situationen.
Allen er fuldstændig uforstående overfor, hvorfor familien ikke vil muntre faderen op, og derfor påtager Allan sig ansvaret for at holde hans far glad, og dermed holde familien samlet.
Dette får ham til at gøre ekstreme ting såsom at få Sanne til at ”trøste” far, eller prøve at dræbe forskellige beboere i den lille landsby, så faderen kan holde en af hans famøse begravelsestaler, og på den måde få oprejsning i hans ellers sølle tilværelse.
Hvad Allan ikke kan se er, at han og Sanne bliver udnyttet af faderen, der higer sådan efter den bekræftelse og anerkendelse han ikke kan få andetsteds fra, at han sågar misbruger Sanne seksuelt.
I løbet af filmen vil Sanne ikke acceptere de seksuelle overgreb længere, og der kommer både fra hende og Asger opgør mod faderens manipulerende regime, men Allan forbliver loyal.
Det kommer endda så vidt, at deres relation tager endnu et skridt, da Allan selv bliver misbrugt seksuelt, uden at han reelt ved hvad han bliver udsat for.
Alt dette virker for Allan som et normalt forhold mellem far og søn, da han jo aldrig har prøvet andet, men som tilskuer kan man ved første øjenkast se, at det er en ekstremt forskruet og dysfunktionel familie.
Skriv et svar