Uddrag
Kunsten at græde i kor er en dansk film fra 2006 instrueret af Peter Schønau Fog, og er baseret på Erling Jepsens roman af samme navn.

Den vandt adskillelige priser og fik gode anmeldelser, især for at skildre det ømtålelige og tragiske emne børnemisbrug på en sådan måde, at man som tilskuer både er i tvivl om, hvorvidt man skal grine eller græde.

Det er nærmest tragikomisk, hvilket er typisk for forfatteren af den oprindelige roman Erling Jepsen, der har for vane at bruge ironi til at balancere tunge emner på en line mellem komedie og tragedie.

Kunsten at græde i kor spiller i en lille Sønderjysk by i 1970’erne2, hvor vi følger den 11-årige hovedperson Allan Jensen, og ser fra hans synsvinkel, hvordan hans dysfunktionelle familie gennemlever forskellige tragedier, og i særdeleshed hvordan hans mentalt ustabile far bruger psykisk terror til at styre familien.

I denne analyse vil jeg komme ind på Allan og hans forholde til især faderen, men også resten familien. Herunder vil jeg også komme ind på fortællerforholdet med Allan som fortæller, og hvilken effekt det har på filmen.

Udover dette vil jeg kigge på, hvilken rolle miljøet spiller i filmen, og hvordan tematikken passer ind i Erling Jepsens forfatterskab, hvorefter jeg vil komme ind på hans brug af autofiktion.