Indledning
Det kan være svært ikke at reflektere over den nutidige filmkultur, når endnu en superhelte- eller kærlighedsfilm udgives, og den trender og hiver store dele af befolkningen ind i de mørke biografsale, selvom vi allerede ved, at det er det samme indhold i ny indpakning. Hvad er det, der gør, at vi, på trods af, vi kender filmens struktur og handling, alligevel gider, at blive ved med at se sådanne film.

Måske er det netop det, at handlingsmønstrene er forudsigelige, der gør, at vi bliver tiltrukket af filmene. Vi forstår, hvad der foregår, og vi kan, uden større komplikationer, følge med i filmen, der, som Anders Relster nævner i sin tekst ”Klicheens magnetisme” fra Information, d. 28. juni 2012, cementerer vores fordomme. Vi får en vis tilfredsstillelse, ved at få godkendt og bekræftet vores fordomme, opfattelser og stereotyper.

Det er lige præcis det, der foregår, når vi ser helten rejse ud i verden for at bekæmpe skurken og redde noget han holder nært og kært (samlever, barn, menneskeligheden, osv.)

Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver

Uddrag
Vi er kommet til et punkt, hvor klicheerne vi møder i film blot bliver accepteret, og i stor grad er det noget der blot rammer underbevidstheden hos mange. Det er blevet en så stor selvfølgelighed, at mange ikke længere tænker over det. Men det er ikke kun de store klicheer, der opbygger filmene, for der er også et hav af mindre klicheer, som har stor indflydelse på, hvordan vi modtager filmen.

Det kan være det, at superhelten har et geni bag sig, som står for teknologien, og sikrer at alting går, som det skal – såsom Lucius Fox i Batman eller Q i James Bond – eller det kan være brug af små afdankede fraser, som man har hørt så mange gange før. I scenen, hvor alting går galt, og man hører det velkendte ”NOOOOOOOO”-råb eller hovedpersonen, der advares med sætningen ”Der er en storm på vej.”...