Indledning
Talentshows har i dag fået en fast plads på diverse tv-kanaler i den bedste sendetid både fredag og lørdag aften, hvor flere millioner af seere skruer sig ned i sofaen og følger ihærdigt med, når både de talentløse og talentfulde udfolder sig på skærmen.
Timerne med underholdning bliver til mange, når vi fredag efter fredag vender tilbage med håbet om at blive blæst bagover af talent, men så sandelig også for at få rørt lattermusk-lerne, når de mindre talentfulde indtager scenen.
Men skyldes vores tilbagevenden en søgen efter noget unikt, som vi håber på at kunne definere kunst? Og er Hr. og Fru. Danmark egentligt kompetente nok til at kunne definere dette?
Hvem bestemmer i det hele taget om X-Factor, lort på dåse og fisk i en blender kan betegnes kunst? Alt dette og mere til diskuteres i artiklen ”Kampen mellem kvalitet og krænkelse” fra avisen Information år 2010 af kronikøren Rune Lykkeberg.
Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver
Uddrag
I teksten om moderne talentshows tager Lykkeberg afsæt i det populære underholdningsprogram X-Factor og præsenterer to kategorier af kritik af programmet:
Krænkelseskritikken og kvalitetskritikken. Krænkel-seskritikken går i alt sin enkelthed ud på, at dommerne, hvis rolle er at vurdere deltagerne, er for hårde og hensynsløse, når det kommer til den direkte bedømmelse af deltagerne.
I modsætning til krænkelseskritik-ken, hvor dommerne ikke har sympati for de mindre talentfulde deltagere, handler kvalitetskritikken om at fremhæve forskellen på det gode og dårlige.
Lykkeberg skriver følgende om kvalitetskritikken: ”Vi har ifølge denne kritik mistet respekten for den rigtige kunst og sansen for sand storhed.
Vi har set så meget dårligt tv, hørt så mange dårlige sange og udvekslet så mange ligegyldige meninger, at vi ikke længere kan kende forskel på lort og lagkage”.
Kvalitetskritikken sætter altså fokus på den manglende forskel mellem godt og dårligt, mens krænkelseskritikken nedtoner forskellen.
Ifølge kronikøren har ingen af disse kritikker ret, men dog har begge en pointe. Lykkeberg giver gennem sit budskab ”kunst er ikke demokratisk, og demokratiet er ikke æstetisk” ret i essensen af krænkelseskritikkens
men han indtager tilmed det synspunk, at krænkelseskritik-ken er en nødvendighed for programmer, som for eksempel X - Factor, da man gennem programmet gerne vil finde en stjerne.
Dog påpeger skribenten som nævnt, at kvalitetskritikken også har en vigtig pointe, som omhandler forskellen mellem det gode og dårlige, da der i dag, ifølge kronikøren, er en tendens til, at det fine såkaldt bliver besudlet, ødelagt og glemt mellem masserne af det almindelige.
Skriv et svar