Indledning
Johns Ekstraarbejde er en novelle skrevet af Christian Kampmann i år 1962, som en del af novellesamlingen Blandt Venner. Novellen er skrevet i den litterær periode, som kaldes efterkrigstiden.
Perioden strækker sig fra 2. verdenskrigs afslutningen til og med afslutningen på den kolde krig i 1991. Under perioden skete der kulturelt en stor udvikling i velstand, protestbevægelser og der kom større fokus på individualismen.
Christian Kampmann blev ialt 49 år og er kendt for at være en nyrealistisk roman- og novelleforfatter. Gennem 1960’erne og 70’erne udgav han 3 novellesamlinger, 11 romaner og 2 erindringsbøger.
Han skrev primært om venskab, kærlighed og familieforhold, som alt sammen handlede de kulturelle og sociale opdelinger der var i samfundet i 60’erne og 70’erne. Dette afspejler sig også i novellen Johns Ekstraarbejde.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Fru Kihler vil gerne have, at alting skal foregå på hendes prømisser. For eksempel måtte John, da han var barn, ikke omgåes med folk under deres sociale klasse.
Fru Kihler mente de var forkerte (side 63 linje 13): ”For da han var mindre, ville han jo kun være sammen med det blege, utiltalende pigebarn, der var datter af en arbejder!
Upassende for at sige det mildt” Fru Kihler ser hende selv og sønne højt hævet over andre. Deres forhold til hinanden er dog overfladisk og meget løgnagtigt.
John skjuler for Fru Kihler hvad det er han helt præcis går og laver i sit liv, men hun acceptere det. Det vigtigste for Fru Kihler er, at hendes opfattelse af
at hun har en velfungerende familie bliver opretholdt frem for, at finde ud af at John laver ting hun ikke vil bryde sig om (side 65 linje 33-34):
Dit ekstraarbejde foregår inde på rederiet, ikke?” Man får en opfattelse af, at Fru Kihler godt ved, at ikke alt Johns arbejde foregår på redderiet, men hun ønsker ikke, at vide mere da dette vil ødelægge hendes billede af den perfektte familie.
Fru Kihler forsøger hele tiden, at fremhæve hun er fra en fin familie. Dette gør hun ved, at nævne Heggelberg under Fru Pedersens og deres sammenkomst.
Hun holder fast i sin fortid og forsøger, at gøre den til en del af hendes liv stadigvæk selvom det forlængst er ophørt. Hun fastholder det falske billede hun har af sig selv ved, at finde fejl ved andre.
Dette kan man se under Fru Kihler og Fru Pedersens samtale. De snakker ordenligt og høfligt til hinanden, men tænker noget andet.
Hele deres samtale er en konkurrence om hvem der har opnået mest og hvem der er bedst. Fru Pedersen vinder denne konkurrence og Fru Kihler ved det godt men vil ikke indrømme det (side 63-64 linje 38-1):
”Selvfølgelig har hendes børn presset sig op i højtlønnede stillinger, tænkte hun bittert resignerede” Fru Kihler forsøger igen, at hævde sig over Fru Pedersen ved at sige (side 64 linje 2-3):
”John er min eneste. Kommandør Kihler døde kort efter hans fødsel” Her fremhæver hun igen, at hun er i den højrer sociale klasse. Fru Kihler er meget ensom og fastholder sig selv i det.
Den eneste hun snakker med er Fru Pedersen, da hun mener, ingen andre er gode nok. Derved fastholder hun sit billede af, at hun er bedre end andre og ikke hører til hvor hun er landet.
Antonius, som er ham John begår sig sammen med når han ikke er på arbejde, er ældre (side 67 linje 14): ”Den ældre mand smilede” John tænker på Antonius, som Antoniusen (Side 66 linje 29): ”Antoniusen knækkede sammen af latter”.
Skriv et svar