Imperialismens epoke med fokus på Congo | Aflevering

Indholdsfortegnelse
Bo Beier Thorup: Perioden1870‐1914.Imperialismensepoke 3‐8
Denvestligeverdensvækstogudvikling 3
Årsagernetildeneuropæiskeerobringafkolonier1870‐1914 5
Salmonsens leksikonomnegeren 5
HenrikSkovgaardNielsen:Denhvidemandsbyrde 8‐11
Erobringensfaser 8
Ideologerogconquistadorer 9
ThomasHEriksenogTorunnASørheim:Kulturograce 12
SørenMørch:Denhvidemandoghansbyrde 14
AdamHochschield:kongLeopoldsarv 16
PeterThygesen:100glemteåriCongo. 20
AndersHansson:Magtkampblevtilborgerkrig… 26
ØyvindKyrø:CongounderMobutuogdenafrikanskeverdenskrig. 33
Sven Skovmand: Kolonitidenspøgervidere… 39
RudyardKipling:Denhvidemandsbyrde 41
KortoverAfrika1914ogSydøstasien1900 42
FaktaomCongo 43
TintiniCongo-versionisort/hvidfra1930. 44

Uddrag
I 1793 fik den kinesiske kejser besøg af en delegation fra Storbritannien. Den britiske delegation tilbød at levere varer fra England og hjælpe kineserne med at udvikle deres tekniske formåen.

Den kinesiske kejser afviste den engelske ambassade med den fornuftige begrundelse, at Kina ikke havde brug for nogen af europæernes varer.

De kinesisk-producerede varer var formentlig på dette tidspunkt fuldt ud på linie med de engelske – ja, de var måske endog bedre. I 1840 fik kineserne igen besøg af englænderne.

Det engelske besøg af bestod af en ubetydelig flåde på et par krigsskibe, ikke desto mindre bankede eng-

lænderne kineserne og tvang dem til at indføre opium til skade for den kinesiske økonomi og naturligt nok for befolkningen i Kina. Hvad var det, der var sket på 47 år, der gjorde

at englænderne med legende lethed kunne påtvinge kineserne de engelskevarer? Forklaringen var, at der lå en industriel ”revolution” ind i mellem de to besøg for englænder- nes vedkommende.

Hermed skal forstås, at England fra at være et landbrugsland var gået over til at blive industriland med massefabrikation og seriefremstil- ling af produkter.

De teknologiske, energimæssige, økonomiske og kapitalmæssige forandringer, der hav- de gennemløbet det engelske samfund i løbet af den korte periode (ca. 2 generationer) havde gjort, at bri- terne var blevet kineserne knusende overlegne.

At det var englænderne som fik sagt tak for sidst var ikke så mærkeligt, da Storbritannien var gået hen og blevet verdens første industrialiserede land. I løbet

af 1800-tallet skulle en række andre europæiske stor- magter samt USA også gennemløbe den eksplosive vækst i kølvandet på englænderne.

Den fantastiske udvikling og vækst som fra midten af 1800-tallet skulle omspænde alle de europæiske lande samt USA og delvist Japan kan måske illustre- res bedst med et uddrag fra en af verdens mest læste romaner fra 1800-tallet:

---

Imperialismen i perioden 1870-1914 skyldtes en lang række årsager som kan grupperes under økonomiske årsager samt andre årsager.

Økonomiske årsager
Den førnævnte industrielle revolution i Europa og Nordamerika var i højeste grad årsag til kolonierhver- velsen efter 1870.

England var som bekendt det første industrialiserede i verden, men efter 1850 var en ræk- ke andre europæiske lande ved at gennemgå en tilsva- rende udvikling.

Det var fremfor alt Tyskland og Frankrig. Industrialiseringen medførte et råvarefor- brug og samtidig et behov for at afsætte de færdigfor- arbejdede industrivarer.

De industrialiserede lande producerede mere end de kunne afsætte på hjemme- markedet.

De kunne heller ikke eksportere deres mer- produktion til andre industrilande, da der fra 1870 var en tendens mod, at landene ville beskytte deres op-

voksende industrier med toldmure, der holdt konkur- renternes varer væk. Industrilandene havde derfor brug for kolonier som mulige markeder for deres overskudsproduktion.

En anden årsag var, at industrialiseringen havde medført en række af de nyopståede industriherrer og finansfyrster, som ejede fabrikkerne ellers støttede dem via banker

i 1800-tallet havde tjent så store pro- fitter hjem på deres varer, at de faktisk havde over- skud af kapital.

Denne kapitalrigelighed kunne de ikke investere i nye fabrikker i deres eget hjemland profitabelt nok, da befolkningerne ikke havde penge nok til at købe varerne.

Den overskydende kapital måtte de derfor investere i stedet i udlandet og i de oversøiskeområder.

Endelig som en tredje forklaring som følge af in- dustrialiseringen må fremhæves den stigende overbe- folkning i industrilandene. En begrundelse der ofte blev fremført i moderlandene og delvist aftage den store befolkningsvækst.

Andre årsager
1800-tallets Europa oplevede samtidig med industria- liseringen en national strømning, kaldet nationalis- men.

En række europæiske lande blev samlet i 1800- tallet. Tyskland og Italien oplevede en kraftig natio- nalistisk opblomstring.

Det var en bevægelse som fremhævede ens eget land og sprog og udviklede sig visse steder til decideret begejstring og ophidselse.

Frankrig havde 1870-71 i en krig med Tyskland mi- stet nogle landområder, hvilket førte til kraftig natio- nalistisk agitation.

En følge af denne nationalistiske agitation var kravet om national prestige. Det gjaldt om, at ens land kunne skaffe mange kolonier (helst flere end de andre europæiske lande) i omverdenen.

Dette krav om national prestige ved at erobre kolo- nier kaldte fx tyskerne for behovet for at have ”en plads i solen”.
Man kan i denne sammenhæng ikke overse missio- nærernes betydning for kolonialismen i 1800-tallet.

---

Det er allerede tidligere nævnt, at europæerne i 1870 sad fast adskillige steder rundt om i verden, og at perioden derefter er karakteriseret af

at europæerne og amerikanerne nu delte resten af verden. Nogle tal belyser dette forhold: I 1800 dækkede Europa og eu- ropæiske besiddelser 55% af landjorden. I 187867% og i 1914 84,4%

Man kan se forskellige faser i imperialismens peri- ode. Det er klart, at en sådan inddeling i faser vil være diskutabel, og at folk

der levede i samtiden, ikke op- levede perioden som opdelt i faser. ….Den engelske historiker, D. K. Fieldhouse, mener at kunne se føl- gende faser:

Perioden op til 1882 var karakteriseret af en man- gel på imperialistisk begejstring og af, at de erobrin- ger

der rent faktisk blev foretaget i perioden, ikke var led i en større samlet planlægning i de europæiske lande. Når erobring forekom

skyldtes det ofte lokale forhold. Det kunne skyldes, at de europæere, der alle- rede boede ude i de eksisterende kolonier

ønskede mere land, at de lokale regeringer ønskede at løse grænsespørgsmål af sikkerhedsmæssige grunde

at missionærerne ønskede støtte fra deres hjemlande, el- ler at man ønskede at udvide den lokale handel.

I mange af tilfældene blev de lokale initiativer sanktioneret af moderlandene, men uden at disse di- rekte blandede sig, og uden at de europæiske regerin-

ger direkte tog ansvaret. Derfor ser man også i denne periode en række traktater om oprettelse af protekto- rater

som nok gav en vis politisk kontrol over de ind- fødtes stater, men ikke besiddelsen af dem. Det mest almindelige var dog en række traktater

som enkelt- personer afsluttede med indfødte herskere, og som re- geringerne oftest garanterede for. De ledende i denne proces var opdagelsesrejsende, handelsfolk, missio- nærer osv.

Man kan således nok tale om en uformel, men ikke en formel imperialisme. Den næste fase 1882 -90 kalder Fieldhouse for pa- piropdelingen.

I denne periode gjorde de europæiske regeringer krav på næsten hele Afrika, Sydøst asien og øerne i Stillehavet en ten i form af direkte besid- delse eller som krav om at få området anerkendt som indflydelsessfære.

Det var situationen i Afrika, nær- mere bestemt i Congo og Egypten, som udgjorde fun- damentet for opdelingen, men det var Bismarcks poli- tik

der direkte satte gang i begivenhederne. Bismarck opfattes ikke af Fieldhouse som overbevist imperia- list

Han fremsatte sine krav af to grunde: en indrepo- litisk: for a opnå politisk støtte i den tysk rigsdag fra de nationalliberale.

En udenrigspolitisk: for at have noget at handle med i det europæiske diplomatiske spil. Bismarcks krav førte til

at de andre europæiske lande straks begyndte at opstille lignende krav på de endnu ikke erobrede områder af Afrika, og den euro- pæiske politik blev præget af

at diplomaterne sad med store verdenskort foran sig og udpegede områ- der, som de kunne gøre krav på. Omk. 1890 var der ikke mange områder tilbage, og konsekvensen blev

at perioden 1890-1914 blev ka- rakteriseret af, at landene for at holde på de områder, de tidligere havde krævet

måtte besætte og befæste dem, for at andre ikke skulle kunne gøre krav på dem. Det betød, at de indfødte

som man hidtil havde kun- net kontrollere med traktater og med løfter, nu direkte måtte undertvinges. På den måde blev maskingeværet

symbolet på denne periode, som det store verdenskort havde været det på perioden 1883-90.

Det andet karakteristiske træk i perioden 1890- 1914 var den voksende griskhed mellem stormagter- ne.

Der var nu kun en lille del af verden tilbage at slås om. Når stormagterne der for nu ekspanderede, stødte de uundgåeligt sammen med andre stormagter

og det medført flere gange voldsomme begivenheder, hvor stormagterne var på randen af krig på grund af uenig- hed om løsningen af kolonistridigheder.

dene forsøgte nemlig at monopolisere handelen på kolonierne ved love, som forbød andre lande at hand- le med det pågældende lands kolonier.

Desuden blev landet i slutningen af 1860’erne ramt af en af de peri- odiske erhvervskriser, som man kan se op gennem 1800-tallet, og som medførte stor arbejdsløshed og emigration.

Det var på denne baggrund, at de engelske ideolo- ger kom til at skrive. Blandt de ledende var Charles Dilke

som i 1866-67 foretog en jordomrejse, og som i en bog om denne rejse beskrev fordelene ved et ”Greater Britain”, i en bog med denne titel.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu