Hymne til skønheden

Indledning
Symbolismen fik sin foregangsmand i den franske lyriker og kritiker Charles Baudelaire, der levede i midten af 1800-tallets Paris.

Han er især kendt for sin betydningsfulde digtcyklus Les Fleurs du mal (Helvedesblomster) fra 1857, som vakte stor opsigt på grund af sin umoral og blasfemi.

I sine digte beskriver Baudelaire kærlighed og skønhed, der er en blanding af hans egne erfaringer og personlige lidelser. Disse faktorer var med til at skabe en poetisk ødemark i Baudelaires sind.

Ved at introducere nye versioner, ord og en ny verden, brød han radikalt med den traditionelle opfattelse af skønhed i fransk poesi og digtning. I dag betragtes han som en af grundlæggerne af modernistisk poesi.

Denne litterære artikel vil analysere og fortolke digtet "Hymne à la Beauté" (Hymne til skønheden) med særlig fokus på tvetydigheden i digtets struktur. Der vil også være en perspektiverende del, der undersøger den nordiske symbolismes litteratur.

Baudelaire skriver primært om skønhed - en skønhed, der med ham bliver mere ambivalent. Spørgsmålet er, om skønheden kan være lige så forfærdelig, som den kan være vidunderlig?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det tidligere beskrevne fremhæver blandt andet mystikken og den ondskab, der ikke umiddelbart forventes hos en skønhed.

Det kan virke mærkeligt for læseren, at en skønhed beskrives som noget ubehageligt, da det går imod den almindelige opfattelse af ordets betydning.

Der er en overflod af kontraster, der understreger tvetydigheden. I de sidste to linjer i den første strofe beskrives en omvendelse af tingenes egentlige betydning: det, der er godt, bliver ondt. Skønheden er i stand til at forene modstridende ideer. Dette sammenlignes med effekten af vin:

”Det onde og det gode har du drejet og vendt, Og kan lignes med vinen, der virker som du” (strofe et, linje tre-fire)

I hjertet af denne sætning ligger den påvirkning, hun har på ham. Som beruselsen fra vinen forener Skønheden alt, både det gode og det onde, i en skæbnesvanger sammenføjning.

Det kan antages, at fortælleren skal forestille sig at være beruset og nu ser verdenen gennem en bedøvet mands øjne. Hendes skønhed er ægte, men den frister ham til synd.

Hun er både en engel og en sirene (i syvende strofe, første verslinje); denne kvinde bringer ham tættere på Gud, men også tættere på Satan.