Indledning
Vi kender alle sammen en, eller måske er det os selv, som har været helt nede i kulkælderen og rode rundt.
Det er normalt at opleve i gennem livet ville mange hurtigt sige, men flere og flere ender i kulkælderen, og for nogle er det svært at komme op igen. Vi er igennem en årrække blevet set som det lykkeligste folkefærd, men har vi selv glemt at vi er lykkelige?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Netop dette prøver Gry Möger Poulsen at belyse i sin artikel fra 2013 hos Information.
Poulsens hovedsynspunktet i teksten er, at vi som mennesker i dag har stillet os selv ualmindeligt høje krav til os selv som individer, og det tærer på selv de stærkeste sind i vores samfund.
Hun starter ud med at skrive, at ”Tilværelsen giver modstand, knubs og dundrende nederlag. Det er uundgåeligt. Det hører med. Men livet skal kunne gøre ondt, uden vi knækker helt.
Fiaskoer, brændte chancer og tab er en del af livet og skal ikke gøre os syge. Men det gør det for flere og flere unge.”, hvori der menes at selvom det selvfølgelig gør ondt, skal man ikke ryge så langt ud at man ikke kan komme ovenpå igen.
Poulsen skriver ”Og her er nederlag ikke en del af ligningen. Men dem støder man jo på! Så når alting uundgåeligt ikke går som det skal, holder man den helt til kanten - og så er der rigtig langt ned, når man falder.”
Hun påpeger, at der har været tendens til glemme at nederlag er del af livet, og at man altså skal passe på og være opmærksom at man ikke gør sig selv den bjørnetjeneste at bare tonse derudaf for så at falde ud over kanten i et miserabelt nederlag.
Poulsen argumenterer for at vi som samfund skal prøve at se på de bagvedliggende årsager til hvorfor flere og flere af ’verdens lykkeligste folk’ viser større og mere ulykke, i stedet for bare at holde det her ræs kørende og dulme smerten med piller.
Skriv et svar