Indledning
Vi skal for alt i verden passe på vores kære unge! Alkohol, rygning og stoffer har altid været på listen af ting, de unge for Guds skyld ikke skal i nærheden af.
Skal reality TV nu også på listen over de store syndere? Realityshows stiger i seertal, og særligt unge søger underholdning i programmer som Paradise Hotel, For lækker til love og Robinson.
Denne form for adspredelse er steget i popularitet, og Christine Brochdorf, nyudsprungen teenagemor, gør stor kritik af reality-genren og dens fokus på grænseoverskridende og vilde rollemodeller.
Spørgsmålet er, om reality TV ligefrem påvirker de unge menneskers identitetsdannelse negativt, eller om det bare er uskyldig underholdning?
I forargelse begiver Brochdorf sig til at skrive en kronik, der dernæst blev bragt i Berlingske d. 14. august 2012, med titlen ’’Hvor skal forældreskabet stå?’’
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Et kneb hun benytter er stråmandsargumentet, da hun bringer 〖TV〗_3’s programdirektørs kommentar til opmærksomhed. Hun styrker sin egen position og svækker programdirektørens ved at formidle hans påstand på en overdreven måde.
Dette gør hun ved at skrive: Hold nu op! Portrættet af Sunny Beach er ikke virkelighed. Det er en konstruktion – en illusion om hvordan man skal være teenager.
Og det er ikke sundt – hverken for teenagerne og sikkert heller ikke for Sunny Beach. 〖TV〗_3’s programdirektørsagde ikke ligefrem, at det var sundt for de unge at se programmerne, ej heller at de illustrerer, hvordan man skal være teenager.
Ved at bringe dette op styrker hun sit eget synspunkt da det jo lyder fornuftigt at en iscenesættelse af virkeligheden ikke er eksemplarisk at stræbe efter.
Hun appellerer også her til læsernes patos, og sin egen etos. Det er netop hende i denne situation som fremstår fornuftig, og programdirektøren der fremstår som syndebukken.
Derudover styrker hun sit budskab ved at gøre brug af styrkemarkører, som i dette citat lyder – Hold nu op! Hvor hun understreger, at det er noget værre vrøvl at påstå.
Hun drager nytte af sine egne erfaringer som argumenter for hendes holdninger. Eksempelvis skriver hun: Min rationelle sans fortæller mig, at det er ganske almindeligt og det at være teenager med oprørstrang og løsrivelses-iver har vi jo alle været igennem.
Hun skaber ligefrem en følelse af samhørighed blandt læserne, hvad blot drager hende nytte i henhold til etos, for vi har jo alle været gennem det samme.
Hun udnytter også motivationsargumentet en del, da hun flere gange advarer om, at det er skadeligt for de unges måde at anskue livet på at se realityshows. Hendes hovedsynspunkt understøtter hun desuden også ved at spille på folks følelser.
Uden denne base er det svært at have et positivt og sundt udviklingspotentiale, pointerer hun efter den centrale påstand om, at det er svært at skabe en identitet i en ungdomskultur, der udstilles på TV med mangel på værdier som sammenhold og tryghed.
Hun kommer med en ret væsentlig påstand om, at man ikke kan konstruere sit eget ungdomsliv, og at de unge spejler sig i omgivelserne. Hendes belæg for dette lyder, at Det er et faktum.
Hvilket umiddelbart lyder som et tomt belæg, hvis ikke hun understøtter det videre med en form for rygdækning. Hun hævder altså her, at der er tale om teori.
Hun tilføjer da også, at … det burde der teoretisk set ikke være noget større hokus pokus i. Hun uddyber ikke emnet yderligere, derfor kan man sige, at der er tale om et underforstået autoritetsargument, da hun jo henviser til noget diffust teori, som (må vi formode) eksperter har arbejdet sig frem til.
Det er værd at bide mærke i nedtoningen af hendes argument ved brugen af ordet burde. Det svækker hendes argument en anelse, men hun er på samme tid sikret mod potentielle modargumenter fra andre, da hun selv fremhæver svagheden i argumentet.
Det er umiddelbart også det eneste sted, at hun gør brug af gendrivelse, hvilket klart gør at kronikken ligger op til diskussion.
Skriv et svar