Indledning
Pigen i sit hvide tøj mit i aula. Med hænder i farver over sig. Som et symbol på den krænkelse mange i dag oplever. Hun står der, helt uden grænser, med benene spredt og åbne arme. Ikke som i et kram.
Hun er åben for en skildring i de antagelser, og krænkelser der finder sted. Hænder i gul, grøn, blå eller rød over hele kroppen, på røven, brysterne, armen, fra top til tå. Heraf oplyser hun om de følelser der ligger dybt i mange.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Ligesom i dag hvor triggerwarnings advare os om at, der er mulighed for at bryder vores safespace. Det er med til at indsnævre virkeligheden til den vi selv vil se.
En slags ansvarsfraskrivelse fra de emner, som hos nogle udfordrer grænser, en censur af et samfund, hvor kunsten kan synes grænseoverskridende.
At man derfor har sin egen fortolkning af kunsten ud fra hvad man har med i bagagen. At enkelte menneskers grænser er vidt forskellige, skal derved sætte grænser for et helt samfund.
Det at selvcensurere sig fra de emner der enten ligger en for nært, eller som ligger fra langt fra ens egen virkelighed, er vel ikke forkert? Men der hvor bliver problematisk, er der hvor hele samfundet skærmes.
En skærmning af en del af den virkelige verden som man automatisk skærmer sig for, ved kun at opholde sig i sit safespace.
Som Poul Erik Tøjner pointere, er den nye korrekthed blevet triggerwarning, fremfor en skildring af de dele af livet som finder sted, men stadig har en skam eller som ses helt ubemærket.
“vi har bygget templer til i vores samfund – kulturinstitutioner og universitet – sættes over styr af en ny korrekthed, der helt overser det kritiske potentiale, som kunsten rummer” .
Som derved ikke giver kunst og litteraturen mulighed for at rykker grænser, eller skabe nye synsvinkler på de emner, som ellers er ubemærkede i samfundet, hvis ikke de bliver udfordret.
Hvilket også binder kunstnere og forfatterne til retningslinjer. Men indsnævrer det ikke deres ytringsfrihed?
Poul Erik Tøjner nævner selv eksemplet om maleriet “Thérèse Dreaming” fra 1938 af Balthus om pigen der dagdrømmer i en udfordrende stilling.
Mange mener at dette billede opfordrer til en seksualisering af den unge pige, med en mulig pædofil agenda. Pigen der sidder der med blottet skridt, i sine uskyldige hvide trusser, samt en sensuel rød nederdel der er kravlet op og omfavner hendes hofter.
Billedets mørke baggrund som opfordrer til de mørke undertoner. Om billedet romantiserer det seksuelle forhold til børn, står ikke mig klart.
For selvom der nærmest sker en fremhævning af hendes skridt, gennem en centrering af de lyse farver, som fremstiller hende uskyldig.
Så har Balthus stadig lagt centrum her, som giver en naturlig centrering af de mere seksuelle emner. For mig at se opfordre dette billede næppe til noget seksuelt, hvis ikke man ellers sidder med disse tanker om børn.
Men om det er etisk ukorrekt at fastholde en mulig pædofil agenda kan være op til overvejelse. For disse tanker tilhører heller ikke den virkelig verden, men de forekommer.
Skriv et svar