Indledning
Fattigdom er et emne, man ikke kan slippe af med. Det findes, og det er aktuelt mange steder. Jo, sågar i Danmark ser vi jo også eksempler på folk, der bestemt ikke har det nemt økonomisk, og dermed ikke har samme muligheder, som andre danskere har.
Dog har vi ikke folk, der tigger på gaden eller er hjemløse på samme niveau, som man ser i USA, Spanien og andre lande, hvor fattigdom er et massivt problem. Men ser man 150-200 år tilbage, havde vi i Danmark nøjagtig det problem.
Folk blev smidt ud af deres hjem og havde intet sted at søge til, folk kunne miste deres penge på ingen tid, og det var svært at bevæge sig op ad i samfundet på grund af den måde, det var opbygget på.
Så snart man kunne se sit snit til at tjene penge eller forsørge sig til et bedre liv, så gjorde man det. Det var desværre bare ikke alle, der bare kunne rykke sig fra bunden, og de fik heller ikke nogen form for økonomisk hjælp, som man den dag i dag kan få stillet til rådighed i form af overførelsesindkomster.
Så tragisk som det end må lyde, var man nødsaget til at træffe et valg for sig selv; ville man dø af sult, kulde eller noget tredje, eller ville man arbejde og slide på sig selv, indtil man alligevel faldt om af ren udmattelse?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi møder også kort en ung amerikansk mand ved navn Monsieur Whithmore, som hurtigt kan perspektiveres lidt til parret. Vi kommer ham til kende ved folkefesten lige før, Monsieur og Madame Tousseau beslutter sig for at gå.
Han lader ikke til at nyde de omstændigheder, der finder sted til folkefesten, og han bliver nærmere berørt af det, da han snakker med Tousseau-parret:
”Jeg for min del – svarede Amerikaneren langsomt, - finder ingen Fornøjelse i at se de Mennesker, som ikke have Penge, gjøre sig til Nar for de Mennesker, som have dem!” Her har amerikaneren altså et helt andet syn, end Tousseau-parret har.
Han tænker på sine medmennesker, og han er klar over, hvad der foregår selv bag facaden. Han lader sig ikke narre af de falske smil, som artisterne smider de besøgendes vej.
Vi har altså et eksempel på en mand, som forstår de samfundsmæssige problemer – han gør nødvendigvis ikke noget ved det, men ubehaget får ham alligevel til at bakke ud og sætte en stopklods.
Det er formodentligt også det, Kielland vil have fat i. Hvordan vi som mennesker vender lidt det blinde øje til, at der sidder mennesker enten lige ved siden af os eller flere kilometer væk, som ikke har samme muligheder og-/eller chancer i livet, som vi selv har.
Tænk dig i 2020 at bo i eksempelvist Hasseris, hvor du er omringet af andre velhavende, succesfulde mennesker, der har uendeligt mange muligheder foran sig.
De ved jo udmærket godt, at der i den anden ende af Aalborg sidder folk, der bliver nødt til at opdele deres løn i små kuverter, så de ikke bruger for mange penge det ene sted og ikke har til det andet.
Det samme kan siges at være tilfældet i ”Folkefesten”. Dog var der i 1880 langt større ulighed mellem de rigeste og de fattigste, end der er nu. Derfor var det nok også nemmere at stirre sig blindt på.
Tousseau-parret er jo et fantastisk eksempel på, hvor blindt man egentlig kan stirre sig på folk og deres situation: ”Men alligevel var det underligt at se Honningkagemanden igjen paa denne Side.
Dette var noget helt andet end det smilende, forbindtlige Ansigt, der havde sagt den smukke Frue saamange smukke Ting, - og været saa utrættelig til at rose sine Kager – de var ogsaa fortræffelige.
Nu sad han sammenkrøbet og spiste noget ubestemmeligt noget af et rudet Tørklæde – ivrigt, graadigt, uden at se op” Vi hører her om en mand, der ude foran blandt andre mennesker har haft en glans og en aura, der slet ikke passede med den ”barbariske” adfærd, man ser, da han kaster maden i hovedet som et vildt dyr.
Skriv et svar