Indledning
En dokumentarfilm er baseret på virkelige historier med virkelige mennesker. Det er en fortælling opbygget af oplysninger, informationer, oplevelser, handlinger mm. Derfor er forventningen, når man sætter en dokumentarfilm på, at se den rå reelle virkelighed på skærmen.
Men er virkeligheden lige til at optage? Og i så fald er det stadig virkelighed, hvis det bliver genskabt?
Disse spørgsmål sætter Lise Søgaard på spidsen i sin artikel fra Kristeligt Dagblad ”Er det 100 procent virkelighed?”. Hun forholder sig skeptisk til definitionen om dokumentarfilm i de tilfælde, hvor dokumentarfilmen indeholder rekonstruktioner.
En rekonstruktion er en genskabelse af en hændelse eller en handling gennemført af skuespillere efter et manuskript.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Som udgangspunkt burde dokumentarfilm være så tæt på sandheden og det virkelige som muligt. Derfor bør seere blive gjort opmærksom på rekonstruktioner. På den måde bliver man ikke ført bag lyset, men tværtimod indviet i, at scenen ikke er 100 procent virkelighed.
Hvis ikke den forholdsregel er mulig, bør man ikke kunne kategorisere genren som dokumentar, men som hybrid- dokumentar.
Det er selvfølgelig umuligt at en dokumentar vil kunne gengive virkeligheden100 procent, for det ville kræve op til 50 timers råt filmmateriale, som hverken er color-gradet, klippet eller skåret i på nogen bestemt måde.
Så for at en film kan blive kaldt en dokumentar, skal indholdet så vidt muligt være virkelighedstro og oplysende om eventuelt redigeret/rekonstrueret materiale.
Skriv et svar