Problemformulering
Overordnet Problemformulering:
”Er EU’s mål om reducering af CO2 udslippet på 55% inden 2030 ift. år 1990 realistisk?”
Redegør for hvilke indgreb EU indtil videre har gjort brug af for at mindske Co2 udledningen, og dermed komme tættere på EU’s mål om reduceringen af C02 udslippet i 2030 på 55%.
Analyser hvilken betydning har EU’s indgreb haft med det henblik på, at mindske Co2 udledningen og nå målet i EU om nedsætningen af C02 udslippet i 2030 på 55%.
Diskuter om det er realistisk set ud fra udviklingen af Co2-udledningen den seneste årrække, at nå målet om reduceret Co2 udledning med 55% inden 2030 ift. 1990.
Indledning
På et klimatopmøde i Paris i december 2015 lavede mange af verdens lande, inklusiv EU, en klimaaftale for at bekæmpe det globale opvarmning, som er så skadelig for vores miljø og økosystemer.
Aftalen hedder Parisaftalen og går ud på at reducere CO2 udslip, og EU kommitteret sig til at reducere deres CO2 udslip ved 55% inden år 2030.
CO2 udledningen har i de sidste mange år været et kæmpe problem for vores miljø og er en af de største problemer vi står overfor.
Det er skyld i en total forandring af Jordens klima, og der hele bliver tiden slået nye vejr rekorder. Vi bliver ved med at måle varme rekorder; i de sidste 20 år har 18 været ’det varmeste nogensinde.
Udover det har vi også oplevet ekstreme vejrfænomener og hændelser som f.eks. hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og orkaner, som er alle sammen blevet meget hyppigere og ekstreme.
Jordens klima er et emne som der er enorm meget opmærksomhed på fra mange af de europæiske lande og har stor økonomiske konsekvenser.
Landene som gik med i Parisaftalen blev enig om at alle gør deres bedste for, at globalopvarmning ikke skal stige mere en 2 grader, og helst ikke mere en 1,5 grader.
Spørgsmålet er om EU gør nok, og kan de overhovedet når deres mål til at reducere CO2 udslip med 55%?
Vi vil gerne undersøge hvilke tiltag og hvad der er gjort indtil videre og undersøge de fremtidige planer, for at vurdere om målet er realistisk eller ej.
Indholdsfortegnelse
Problemstilling:
Problemformulering:
Overordnet Problemformulering:
Begrundelse for valg af Problemformulering:
Indledning:
Drivhusgasudledninger per indbygger 2000-2018 Danmark & EU:
Forklaring af måleenheden ”CO2 ækvivalenter pr. indbygger”:
Drivhusgasudledning Danmark Sammenlignet med Europa:
Drivhusgasudledning per sektor i Danmark:
Drivhusgasudledningen per sektor i Europa:
Diskussion:
Konklusion:
Litteraturliste:
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Klimaforandringer og Co2 udslip er et massivt taleområde i denne tid, og derfor er det også essentielt at en “organisation” som EU ligger retningslinjer frem for medlemmerne og opsætter regler der SKAL følges.
En kvote er overordnet seten begrænsning af en produktion eller brugen af ressourcer eller ydelser. Kvoter findes i mange forskellige arter, når det omhandler klima og CO2-udledning er der noget som hedder CO2-kvoter.
En CO2-kvote er en ret til at udlede en afgrænset mængde CO2. CO2-kvoter fremstår altså som et system, der er indført for at bremse CO2-udledningen på verdensplan.
Virksomheder får som udgangspunkt et antal kvoter, der svarer til den mængde CO2, de udleder, af staten.
EU har igennem den seneste årrække taget diverse tiltag i fællesskab, de har b.la. i år 2005 indgået aftalen om Co2 kvoter, som altså er det et land har “ret” til at udlede af CO2.
Dog har hvert enkelt land lov til at handle med deres kvoter på tværs af grænserne. Dette vil sige at hvis en virksomhed f.eks.
laver nogle tiltag for at nedsætte deres Co2 udslip kan de have en CO2-kredit til rådighed som kan sælges til en anden virksomhed for penge.
Dette er dog kun 1 af mange tiltag, et andet er pariser-aftalen, som nok også er den mest “kendte” og mest væsentlige aftale mellem EU-landene.
Her har de mange EU-lande, men også andre lande såsom USA aftalt at de gerne vil nedsætte CO2 udledningen ift. 1990, her vil man gerne mindske udledningen fra startpunktet med hele 55%
det vil altså sige at hvert enkelt land, skal gøre en massiv indsats, om det er vha. vindmøller, elbiler eller mere offentligt transport mm. bestemmer det enkelte land.
Her vil vi lige komme med et eksempel på CO2-kvoter. En dansk fabrik, der eksempelvis udleder 100 tons CO2, skal altså have 100 kvoter.
Med da ideen med kvoterne er at nedbringe udledningen af CO2, får virksomheden ikke 100 kvoter af staten.
Det kan være den kun får 80 kvoter. Så derfor er virksomheden nødt til at købe 20 kvoter - eller nedbringe sit CO2-udslip med 20 procent.
Skulle virksomheden være så god til at nedbringe udslippet at den har kvoter i overskud, kan den sælge de overskydende kvoter videre til andre virksomheder.
På denne måde opstår der både et udbud og en efterspørgsel efter CO2-kvoter. I Europa styres markedet for CO2-kvoter af EU-kommissionen og har været åbent for frie handler siden 2008.
Skriv et svar