Etik i kristendommen

Indholdsfortegnelse
Etik i kristendommen
- Den kristne etik tager udgangspunkt i Det Nye Testamentes overlevering om Jesus
- Det dobbelte kærlighedsbud
- At elske sin næste
- Arvesynden

Etik i islam
- Vejen til det gode går for den rettroende muslim igennem Koranen og det islamiske retssystem, Sharia, der danner en altomfattende ramme om muslimens liv
- Sharia
- Politik og religion
- Islamisk etik og menneskerettigheder

Buddhistisk etik
- Den buddhistiske etik er nært knyttet til begrebet karma. Karma er summen af tidligere handlinger, der bestemmer, hvor det enkelte menneske befinder sig, og hvor det er på vej hen
- De fem forskrifter
- Ingen skabergud, ingen arvesynd
- Karma er grundlaget for etik
- Karma og indre sindelag
- Karma og kød
- Human etik og guders indgriben
- Mahayana-buddhistisk etik

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Den kristne etik tager udgangspunkt i Det Nye Testamentes overlevering om Jesus
Etik er en filosofisk disciplin, der reflekterer over, hvad der er den rigtige, menneskelige handlemåde og livsførelse.

Etikken handler derfor først og fremmest om forholdet mellem mennesker og ikke om forholdet mellem mennesker og det guddommelige.

Men for en religiøs etik har forholdet til det guddommelige betydning for forholdet mellem mennesker. Dette gælder også den kristne etik. (…)

Det dobbelte kærlighedsbud
Når Jesus i Det Nye Testamente fortæller om, hvordan kristne bør omgås Gud og mennesker, er det ikke formuleret som en modsætning til jødedommens lov, Toraen, men derimod præsenteret som en fortolkning af denne.

- Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde, siger Jesus i Bjergprædikenen, Matthæusevangeliet, kapitel 5-7.

Men Jesus sammenfatter denne lov i to bud: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind" og "Du skal elske din næste som dig selv", Matt 22,37-40.

Dette dobbelte kærlighedsbud er centralt for den kristne opfattelse af, hvordan det er rigtigt at leve sit liv.

Det indeholder dels et opgør med lovreligionen, og dels en sidestilling af forholdet til Gud og forholdet til næsten.

"Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig", siger Jesus i Matt 25,40.

Den kristne opfattelse er altså den, at Jesus optræder i skikkelse af medmennesket, og at en handling mod medmennesket er en handling mod Gud.

Dette betyder også, at forholdet til medmennesket er næsten lige så vigtigt som forholdet til Gud.

At elske sin næste
Budet om at elske sin næste betyder, at man som kristen har pligt til at hjælpe det medmenneske, man møder, der har brug for hjælp.

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Luk 10,25-37 fortæller Jesus om, hvordan "min næste" kan være en hvilken som helst person og ikke altid den, man umiddelbart kunne forvente.

Den tanke, at alle mennesker principielt kunne være "min næste" gør det til en etisk pligt for kristne at se en værdi i alle mennesker.

Det Nye Testamentes beretninger om, hvordan Jesus færdedes blandt samfundets udstødte og dem, som alle andre foragtede, danner her et forbillede for de kristne.

Men at elske sin næste betyder også ifølge Bjergprædikenen, at den kristne skal elske sine fjender og bede for dem.

Når nogen slår, er løsningen ikke at sætte sig til modværge, men derimod at vende den anden kind til.

Dette ideal om at tilsidesætte sig selv til fordel for sin næste er en central del af den kristne etik.

Men også et ideal, der repræsenterer en meget radikal tolkning af budet om at elske sin næste, ikke blot som sig selv men snarere frem for sig selv.

Den kristne etik er da også ofte blevet kritiseret for at være så radikal, at den er umulig at efterleve i praksis.

Hvordan kan man overleve, hvis man altid skal vende den anden kind til? Det kan ikke lade sig gøre - med mindre selvfølgelig, at alle gør det.

Men selvom det at elske sin næste er principielt umuligt at efterleve, gælder budet stadigvæk.

Det er nemlig centralt for kristendommen at den perfekte efterlevelse af Guds bud er umulig. Mennesket er nemlig på grund af arvesynden fuldt af fejl og mangler.

Arvesynden
Dogmet om arvesynden er udviklet af kirkefaderen Augustin i 400-tallet.

Den grundlæggende tanke er, at mennesket siden Adam og Evas syndefald i tidernes morgen har en medfødt syndighed, der går i arv gennem generationerne.

I forhold til Gud betyder dette, at mennesket ifølge Augustin er fuldstændig overladt til Guds nåde og den frelse, der kommer gennem Jesus.

I forhold til medmennesket betyder det, at den etisk rigtige handling udspringer af en bevidsthed om menneskets syndige tilstand - syndsbevidsthed.

"Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje??

siger Jesus i Bjergprædikenen. Kristne betragter det altså som etisk forkert for det enkelte menneske at tro sig selv mere syndfri end andre.