Indledning
Vejrtrækning er tyngende, og benene skriger af smerte. Bakketoppen er lige til at skimte i horisonten, den er så nær, men sådan en stor anstrengelse væk.
Bakken har været et problem for mig, lige siden jeg lærte at cykle til skole, og det er aldrig blevet lettere, den bakke dræber min vejrtrækning hver gang.
Man skulle tro at efter alle de år, jeg har cyklet den samme strækning igen og igen, skulle have gjort mig immun overfor den bakke, men sådan er virkeligheden i hvert fald ikke for mig.
Jeg lærte at cykle i en meget tidlig alder, faktisk så tidligt at jeg ikke rigtigt kan huske min første snurren rundt i pedalerne for at holde balance, eller den fantastiske følelse af hujer fra sidelinjen.
Cyklen er en udfordring, en tidlig udfordring som man skal tæmme. For hvilke forældre lader deres barn vokse op uden at kunne cykle? Jeg blev i hvert fald skubbet ud i det.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Jeg har enlig aldrig forstået ideen om at cykle. Hvis man tænker nærmere på hvad en cykel enlig består af, er det jo helt irrationelt.
Man sidder på en meget generende flade, der er 2 runde hjul der kan trille hvor man kun har den beskyttelse, i form af en metalstang, som man kan prøve og at styre med og holde balance.
Når man beskriver cyklen sådan, er det jo helt latterligt at man overhoved tør cykle. Men opmuntrende ord fylder barnets hjerne, og forhåbningerne om at lære at cykle blomstrer, og jeg husker det som det rene smertehelvede.
Man sidder på den generende flade i flere timer, og hele kroppen mærker den unaturlige smerte, der gennemløber kroppen.
Benene suser op og ned for at komme frem, kun for at vente på overraskelsen, at blive revet itu, som en konsekvens af asfaltens hårde og ubarmhjertige sammenstød.
Hvor ligger beskyttelsen? Ja der er jo ikke en boble rundt om cyklen, der gør det blødt at lande. Nej hudafskrabningerne skal dertil når man lærer at cykle, for venner med asfalten bliver man da.
Jeg har aldrig helt forstået ideen med at lære at cykle. Sjipning og boldkastning er en nødvendighed at lære, for at kunne være med til at lege i skolegården, men cykling bruges ikke til leg, det er et transportmiddel.
Den titel der er givet ”transportmiddel” dræner cyklen for sjov, og bliver mere en ting, som bare skal læres ned gennem generationerne.
Mine forældre gjorde det, og nu gør jeg det også. Det hele er lidt af et mysterium, som ikke engang de klogeste kryptografer ville kunne opklare.
Det er ligesom en tradition, det er en periode i vores liv, vi alle skal igennem, og ikke kan slippe udenom.
Men efter den hårde og slidsomme tid, med indlæringen kommer alle forældres yndlingscitat frem ”øvelse gør mester”. Musklerne i lårene bliver større, tempoet øges og skrammerne er lige pludselig i mindretal.
Til sidst blev det en vane, man cykler frem og tilbage, igen og igen til det ens forældre syntes er en passende afstand til en lille god cykeltur.
Cyklen blev en del af min hverdag, men i de få situationer hvor man kunne få lokket forældrene til at køre, var altid en vindersituation.
Skriv et svar