Ground Zero af Lone Hørslev Analyse

Indledning
'Grundnul' er et udtryk, der stammer fra engelsk og beskriver stedet, hvor en eksplosion har fundet sted. Dog er det i dag primært forbundet med stedet, hvor World Trade Center tidligere stod, inden det blev ramt af to fly under en terrorhandling i 2001.

Derfor er udtrykket i dag kraftigt associeret med terror, hvilket skaber klare forbindelser til frygt og død. Samtidig er 'Grundnul' også titlen på et digt af Lone Hørslev, der blev udgivet i 2007.

Digtet tager os med på en følelsesmæssig rutsjebanetur og behandler emner som naturkatastrofer, terror og en form for følelsesmæssigt sammenbrud.

Selvom digtet nævner datoet 11. september, "et fly, der borer sin næse dybt ind i en bygning" og "brandmanden, der råber, at det kun er et spørgsmål om tid, før det hele falder sammen", udgør dette kun rammen om de hjerteskærende indrømmende ord: "Jeg er altid bange for at miste dig".

Allerede fra begyndelsen fornemmer vi, at vi ikke blot taler om katastrofer, der kan ses med det blotte øje på tv, men at kaos inden for kærlighed og følelser udgør den egentlige eksplosion, der efterlader et grundnul; et område fuldstændig ødelagt og endda det sted, der er ramt hårdest.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Endnu engang begynder vi med en af de sætninger, der ellers er enkle, korte og skarpe. Faktisk er dette den eneste sætning, der får lov til at stå som en hel verselinje for sig selv.

Dette understreger også, at det er vigtigt. Når der er tordenvejr, er der normalt lynnedslag, og ofte mange af dem. Derfor må dette "tordenvejr" være tæt forbundet med tabet og frygten for det.

Jeg vil kalde det for skænderier og uenigheder, da det netop er den slags ting, der ødelægger et forhold. Samtidig er et tordenvejr kendt for at være larmende med en næsten "voldelig" lyd.

Denne lyd kan ses som naturens svar på en højlydt diskussion, hvilket bekræfter min idé om, at tordenvejret repræsenterer et skænderi.

Disse skænderier er tydeligvis årsagen til det lyriske jegs frygt for at miste, da det gør hende nervøs. Herefter begynder det lyriske jeg at tælle sekunder, som man som barn lærer at gøre for at måle, hvor langt væk lynene er.

Med andre ord tæller det lyriske jeg, hvor langt hun er fra katastrofen og tabet af "dig"et.