Danmarks forhold til Grønland

Indledning
Grønland, også kendt som Kalaallit Nunaat på grønlandsk, er verdens største ø med en areal på 2.175.600 km2. I dag er der cirka 57.000 indbyggere på Grønland, hvoraf mere end 20% er født uden for Grønland.

Øen har i årtusinder været beboet af inuitter, der udgør et arktisk jægerfolk. Danmarks relation til Grønland går tilbage omkring 1000 år.

Nordboerne drog vestpå og bosatte sig på Island og Grønland med formålet at drive handel og søge nye landområder.

Nordboerne etablerede sig i det sydøstlige Grønland, hvor jorden var frugtbar og velegnet til landbrug, og derfor gav de området navnet Grønland.

I de første århundreder havde de kun minimal kontakt med inuitterne, og omkring år 1500 forsvandt de nordboers bosættelser på Grønland, men det markerede ikke afslutningen på Danmarks interesse for Grønland.

I 1721 startede Hans Egede sin missionsvirksomhed i Grønland, og den dag i dag er Grønland en del af det danske rige. Baseret på dette, ser min problemformulering således ud:

1)
Jeg vil analysere og beskrive udviklingen af Danmarks forhold til Grønland, lige fra Hans Egedes tid og frem til opnåelsen af selvstyre.

2) Efterfølgende vil jeg udforske og drøfte de konsekvenser, som dette forhold har haft for den grønlandske identitet.

Indholdsfortegnelse
Indledning
Danmarks forhold til Grønland
1721-1900 – mission og handel
1900-1940 – reformperioden
1940-1979 – Danisering
1979-nu – hjemmestyre og selvstyre
Grønlands identitet
1721-1900 – mission og handel
1900-1940 – reformperioden
1940-1979 – Danisering
1979-nu – hjemmestyre og selvstyre
Konklusion
Perspektivering
Litteraturliste

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Under Danmarks besættelse i 1940 blev forbindelsen mellem Danmark og Grønland afbrudt, og den danske administration af Grønland blev overtaget af danske embedsmænd med henblik på at opretholde Grønlands tilhørsforhold til Danmark og undgå nød blandt befolkningen.

Da tyske krigsskibe begyndte at optræde i grønlandske farvande, indgik den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, i april 1941 en aftale med den amerikanske regering, der tillod USA at beskytte Grønland militært og etablere baser der.

Den danske regering anerkendte ikke aftalen og afskedigede Kauffmann. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig bevarede amerikanerne militære baser i Grønland, og gennem en aftale mellem den amerikanske og danske regering den 27. april 1951 blev Grønland et fælles dansk-amerikansk forsvarsområde inden for NATO.

I 1952 færdiggjorde amerikanerne udvidelsen af basen i Thule, og året efter blev beboerne i Thule flyttet til Qanaq ved Inglefield Bugt.

I 1950 blev Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) adskilt som en særskilt administrativ enhed og mistede sit monopol på handlen med Grønland.

Planlægningen af anlæg og byggeri i Grønland blev overtaget af Grønlands Tekniske Forvaltning (GTO).

Ansvaret for administrationen i Grønland blev overdraget til en dansk udpeget landsstyreformand, og der blev etableret et folkevalgt landsråd med rådgivende beføjelser.

I 1953, i forbindelse med en grundlovsændring, ophørte Grønland med at være en koloni. Grønlænderne blev anerkendt som lige medborgere, og Grønland skulle styres som en dansk provins.

Efter grundlovsændringen var der en massiv tilstrømning af danske embedsmænd, sundhedspersonale og lærere til Grønland, og antallet af danskere i Grønland steg fra 5% til 20%.

Der blev også gennemført en omfattende byggeaktivitet, hvor veje og fabrikker blev opført, og betonblokke skød op i byerne.

Før krigen blev al undervisning i skolerne gennemført på grønlandsk, men dette ændrede sig i efterkrigsårene.

Mange grønlandske børn blev sendt til Danmark i kortere eller længere tid for at blive "danskificeret", og mange vendte tilbage uden at kunne tale grønlandsk.