Indledning
”Anlangendes et Menneske, hans dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre”.
Sådan lyder det i slutningen af ”Brudstykker af en Landsbydegns dagbog”, som er en novelle skrevet i 1824 af Steen Steensen Blicher.
En novelle der skildrer en ung, fattig og klog mand, der har et ønske om at blive præst og bruge den viden som byens præst Hr. Søren giver ham.
Men skæbnen bliver anderledes – hans far dør og siden også moren, og det betyder, at han i stedet må tjene på et gods og opgive bøgerne.
Her møder han Frk. Sophie, som han forelsker sig i – uden aldrig at fortælle det til hende. Kærligheden bliver ikke gengældt, og hun ender med at stikke af med fortællerens ven, Jens, som også tjener på godset.
Fortælleren drager i krig og tilbringer efterfølgende mange år i udlandet, inden han til sidst vender tilbage til der, hvor han startede – nemlig i hans barndomshjem i Føulum.
Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver
Uddrag
Fortællerens holdning til sine omgivelser kommer også til udtryk. Fx s. 1 linje 12: ”Den stakkels Hr. Søren! Han ser det nok;
Taarerne staae ham i Øinene, når han somme tider siger til ham: ”mi fili! mi fili! otium est pulvinar diaboli!”/lediggang er roden til alt ondt.
Ved at sige ”den stakkels Hr. Søren”, udtrykker fortælleren, at han synes, det er synd for Hr. Søren, at hans søn bare løber rundt på marken. Han har set – ved tårerne i hans øjne – at det gør ham ondt, at hans søn ikke vil studere og lære latin.
Han kvitterer så med på s. 1 linje 16, i forbindelse med at Hr. Søren har givet ham besked på at læse det græske Testamente – at sige ”Men Hillemænd!
hvor vil han see, naar han hører, at jeg allerede kan læse rask indenad!” Her prøver fortælleren at gøre Hr. Søren stolt – og dermed tage lidt af smerten væk for, at hans egen søn ikke vil lære.
Ligesom på s. 2 linje 9, hvor Hr. Søren lige er død, og hvor fortælleren siger til Jens: ” seras dat poenas turpi poenitentia/nu straffes du, for du angrer alt for sent.
Fortælleren er skuffet over og dømmer Jens og mener, at han vil blive straffet, fordi han ikke adlød farens ønske om, at han skulle studere.
Fortællerens holdning til sine forældre, kommer også til udtryk flere steder i novelle. Fx s. 1 linje 6: ”Det bæres mig for, at jeg skal blive Præst i Føulum; ak, hvor vil mine kjære Forældre glæde sig, om de leve den Dag!”.
Og s. 3 linje 1 ”fader er ikke kommet hjem endnu, og Veiret er lige slemt – bare han ikke gaar vild”.
Han udtrykker her samme følelse som over for Hr. Søren, at han gerne vil gøre dem stolte, og empati og sympati da faren midt i en kold vintertid er gået efter mad til sin søn og ikke kommer tilbage.
Fortælleren bruger ofte en scenisk fremstilling til beskrivelse af sine personer og sine følelser for dem. Eksempelvis s.
5 linje 19 ”Det franske Sprog er dog smukkere, end jeg havde tænkte; det lader Frøken Sophie nu saa nydeligt, naar hun taler det”.
Her bruger fortælleren Frøken Sophies udtale af det franske sprog til at fortælle noget om sine følelser for hende og s. 6 linje 5:
”Frøken Sophie smiilte saa venlig til mig, at mit Hjerte sad i min Hals”. Her siger han indirekte, at han er forelsket i hende.
Skriv et svar