En landsbydegns Dagbog | Analyse

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
1. Referat ”En landsbydegns Dagbog” starter den første januar 1708, hvor jeg-fortælleren Morten Vinge er 14 år. Morten Vinge undervises i latin af Føulums præst, hr.

Søren, og nærer et ønske om at blive optaget på latinskolen i Viborg, for senere i livet at blive præst i Føulum. Han er derfor utrolig flittig, modsat præstens egen søn Jens, med at læse på latinen hjemme; ”Hjemme er jeg flittigere end ham: jeg læser, mens han løber i Marken med Peer Skytte” (s. 7 linie 18-20).

Jens er jævnaldrende med Morten, og bliver forudbestemt til at blive biskop i Viborg, hvilket dog ikke har hans store interesse, da han hellere vil lege i skoven, hvor han kan nyde naturen og dets vildskab.

Dette tager hårdt på hr. Søren, der bliver både vred og ked af det, og sommetider siger han til ham: ”mi fili! mi fili! otium est pulvinar diaboli!” (s. 7 linie 22-23).

Hr. Søren og Mortens fader dør med cirka en måneds mellemrum, hvilket fører til stor sorg hos Morten, som må opgive latinskolen i Viborg for at tjene til føden; ”

Min Moder skal ikke sulte ihjel, mens jeg synger for Dørre i Viborg: jeg maa blive hjemme, og tjene Brødet til hende” (s. 9 linie 27-29).

Med præstens død, får Jens muligheden for at undslippe hans teologiske skæbne, og bliver ansat som jæger på herregården Tjele, og her hjælper han Morten til at blive ansat som tjener.

På herregården møder vi så Sophie, der er datter af herremanden, og hende bliver Morten hovedkulds forelsket i, og han nyder hvert et syn af hende; ”det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har en stor Glæde af at see paa hende” (s. 12 linie 7-9).

Han er dog udmærket klar over at det sociale skel mellem dem, gør det umuligt for ham at få hende, men det kan ikke forhindre ham i at drømme om hende;

”Sidste Nat havde jeg en forunderlig Drøm: det bares mig for, at jeg stod bag paa Frøken Sophies Kane, men med et sad jeg inden i Kanen, og hun paa mit Skjød.

Jeg havde min høire Arm om hendes Liv, og hun sin venstre om min Hals. Hun bukkede sig og kyste mig” (s. 15 linie 20-24).

På trods af de ellers meget tydelige erotiske undertoner i Mortens drømme, er han slet ikke klar over, at han er forelsket, men han tror derimod, at han er syg.

Det går først op for ham, da han læser ”Ars amoris” af Ovidius; ”nu veed jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det … Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov” (s. 16 linie 12-15).

---

4. Beskrivelse af Morten Vinge Hovedpersonen Morten Vinge blev født 2. september 1693. Man følger ham fra han er knap 15 år til kort før han fylder 60 år, en periode på 45 år.

Vinge er født ind i en fattig familie. Han har intelligensen og ambitionerne til at forme sig et bedre liv, men bliver konstant sat tilbage af en ubarmhjertig skæbne.

Han er pga. sin egen lave sociale status afhængig af andre, hvis han skal avancere, men hver gang han fornemmer et håb, spiller skæbnen ham et pus, og det mislykkedes.

Han karakteriseres som værende dydig og passiv det meste af livet igennem, hvor han nærmest iagttager i stedet for at deltage, hvilket også medvirker til hans ulykkesaglighed.

Læser man mellem linierne fremstår Morten helt grøn i hovedet af misundelse, da han jo i bund og grund ville ønske, at han var mere som Jens, og turde tage nogle flere chancer i livet, for havde han turdet det, var det måske ham, der havde vundet frøken Sophies hjerte.

Han lever kort sagt efter guds love, og normer bestemt af samfundet, men formår alligevel ikke at kvæle driften, men derimod sin egen lykke.

Hans selvfornægtelse medfører en mangel på selvindsigt, der ikke kan ophæves af blind dyd, og hans passivitet stiller ham udenfor selve handlingen, så han hverken finder lykke eller forløsning.

5. Beskrivelse af Sofie og Jens Jens er søn af Føulums præst, hr. Søren, og er en direkte modsætning til Morten.

Han ”er en Pokkers Jens, eller snarer en Pigernes Jens!” (s. 10 linie 15-16), og i sin vildhed og mangel på dyd er han kontrasten til Morten.

Jens lever sine lyster ud og tør, hvor Vinge vier. Han er en rigtig drengerøv, der gør alle de ting, som han ikke må, og er fløjtende ligeglad med normer og regler; ”vild og gal er han” (s. 10 linie 4), men ”Det værste er, at han har vænt sig til at bande værre end nogen Matros” (s. 10 linie 20-21).

Jens ender sine dage på Falster som en dybt alkoholiseret fattig fisker. Sophie er ung, smuk og dejlig; det er ligefrem en stor glæde at se på hende.

Hun beskrives som en engel - ren, hellig og uopnåelige, og i starten virker hun meget tilbageholdende, faktisk en smule kold og snerpet særligt overfor Morten, men efterhånden som han viser sine færdigheder indenfor bl.a. jagt og sprog, bliver hendes opførsel en anden.

Generelt er hun munter og livlig af natur, og tager ikke tingene så tungt; ” hun tager sig Verden let” (s. 27 linie 22-23).