Indledning
Hvordan skal vi forholde os til døden? Skal vi frygte at dø fra det øjeblik vi bliver født, eller skal vi affinde os med at døden på et tidspunkt indhenter os?
Uanset hvilket perspektiv vi vælger på døden, skal vi alle dø en dag. Det er en del af livets gang, sådan har det været fra begyndelsen, og sådan vil det fortsætte i uendelig tid.
Hvordan vi forholder os til døden, er til gengæld op til det enkelte individ. I novellen “Bogreolen” fra 2011
får døden en anderledes fredfyldt betydning i mødet med en gammel mand der blot mangler få brædder til at lukke den bogreol, er bliver et symbol på hans afsked med livet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Tid er et vigtigt element i novellen. Tiden går aldrig i stå. Vi vil gennem vores levetid, udvikle os som individer
men vi vil med tiden blive mere og mere afkræftet, til vi til sidst tæller vores sidste dage. Tid er blandt andet præsenteret i form a
at hovedpersonens tid på jorden er ved at rende ud. Novellen belyser samtidigt, at alting falmer over tid “Der var fugt i opbevaringsrummet, og sømmene var blevet rustne, hammerhovedet ligeså” (s. 2 ll. 8-9).
De rustne søm er et symbol på, at alting ældes. Den gamle mand gør sig klar til døden efter et langt liv, og ligesom de rustne søm har han snart levet sine sidste dage.
Mennesket har, ligesom de fleste objekter, en udløbsdato, hvor tiden løber op, og hvor livet kommer til ende. Tiden er samtidigt repræsenteret i form af handlingsforløbet.
Hans projekt med at forvandle bogreolen til en kiste forløber over tid. Tiden er i novellen skildret ned til de mindste minutter
selv mens han står og venter på at hans vand koger, passerer det ene minut efter det andet. Tiden står aldrig stille.
I novellen beskrives det, hvordan hovedpersonen kigger ud ad vinduet, og betragter træerne udenfor “Træerne udenfor var påfaldende grå og farveløse, selv om de var beklædt med blade
og ovenfor sås en kant med af en himmel med meget tunge skyer.” (s. 2 ll. 17-20). De grå og farveløse blade, kan tolkes som et symbol på hovedpersonens alderdom.
Trods han stadig står på sine ben, er livet ikke så farverigt, som det tidligere har været. De grå og farveløse nuancer kan tolkes, som et symbol på hans følelser og tilværelse.
Skriv et svar