Indledning
For mange er krig et fjernt koncept. Man kender ordets betydning, men har aldrig set krigens ansigt i virkeligheden.
Det tætteste mange kommer på krig er gennem dokumentarer og fiktionsfilm, som kan give to vidt forskellige indtryk af krig.
Der findes utallige krigsfilm, men det ubesvarede spørgsmål, der altid står tilbage, er: Hvorfor er mennesket så fascineret af film om krig?
Er det fedt at se folk dø? Kan de selvsamme mennesker, der ser krigsfilm også deltage i krig eller ville de være lammet af frygt, når man står ansigt til ansigt med fjenden? De fleste ville nok reagere som i det sidstnævnte eksempel.
Derudover undrer jeg mig også over forskellen på en dokumentar om krig og en fiktionsfilm om krig. Personligt påvirkes jeg forskelligt af de to genrer - men er dette faktum godt eller skidt?
I sidste ende igangsættes ihvertfald nogle tanker om mit eget syn på krig, der desuden også påvirkes af andres kommentarer vedrørende det samme emne.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Af citatet kan vi se endnu et individs fortvivlelse ved ikke at kunne genkende virkelighedens krig for hvad den er: Forfærdelig. Til vores forsvar vil jeg pege på de filmiske virkemidler, der bruges til at formidle billederne fra dokumentaren og filmen.
De slørede billeder fra den afghanske krigsmark i “Armadillo”, hvor indstillingerne er lange, hvor kvaliteten er lav, hvor den manglende baggrundsmusik ikke “farver” tilskueren og hvor billedbeskæringen aldrig kommer tæt på personernes ansigt, taler alt sammen for et distanceret forhold til krigens virkelige hændelser. D
erimod rører den udpenslede vold i fiktionsfilm mig på et emotionelt plan gennem ultranære billedbeskæringer, special effects og et moralsk tungt budskab, hvilket også kommer til udtryk i
“Hvorfor elsker vi krigsfilm?”: “[...] kunsten, om den så er god eller slet, er i stand til at bevæge os på måder, som verden ikke evner.”
Helt generelt kan kunst, herunder fiktionsfilm, udtrykke følelser og tanker gennem f.eks. filmiske virkemidler, som ellers ville være svære at udtrykke. Jeg tror, at film om krig fascinerer mennesket fordi det befinder sig så langt væk fra mange menneskers dagligdag.
I den senmoderne verden, hvor daglige pligter, såsom skole og arbejde, fylder utrolig meget, kan man i de voldsomme krigsfilm finde spænding og samtidig opleve en halv-forbudt og uvant arena uden aktivt at deltage og dermed opleve krig på egen krop.
Ida
Dokumentaren Armadillo er en observerende dokumentar, hvilket kan ses, fordi filmen ikke har en synlig fortæller, men er bygget op omkring situationen og de medvirkende, der er i filmen.
Målet med filmen er at observere personer og det miljø de er i, derudover overlades det delvist til modtageren selv at finde ud af filmens formål.
Dette er med til at påvirke måden krig bliver fremstillet i filmen, da man får en meget realistisk fremstilling, fordi man ser optagelser fra da det skete.
Dokumentaren Armadillo er fakta, hvilket vil sige at alt, vi ser, er sket i virkeligheden, det er ikke skuespillere som vi ser og der har på ingen måde været noget manuskript.
Derimod er Black Hawk Down en fiktionsfilm, hvilket vil sige at optagelser er stærkt redigeret, der bruges diverse rekvisitter og det er skuespillere der er med.
Skriv et svar