Indledning
”Apokalypsen er over os (s. 1, l. 1), skriver Jacob Skyggebjerg. Både fremtiden og fortiden vil forsvinde, og dommedag er derfor nær.
Selvom vi mennesker er bevidste om det, gør vi intet ved det - eller i hvert fald nok ved det. Måske bunder det i, at vi mennesker regner med, at vi ”bare skrider til Mars, når lokummet eksploderer (s. 1, ll. 23-24)”.
I sin artikel fra den 21. maj 2017 kommenterer Skyggebjerg på de udfordringer, som vores samfund står over for i dag grundet klimaændringer.
Ved brug af ironi og sarkasme kommenterer han på de nærværende og alarmerende konsekvenser for klimaændringer og på årsagerne til håndteringen af det fra borgernes og politikkernes side - eller rettere: manglen på håndtering af det.
Indholdsfortegnelse
Indledning
Redegørelse
Analyse
Diskussion
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Generelt er hele Skyggebjergs artikel præget af ironi, sarkasme og humor. Sproget fremstår meget letlæseligt og til tider uformelt, bl.a. i hans brug af bandeord
slang eller uformelle metaforer og billedsprog: ”men vi gider sgu ikke gøre noget ved det (s. 1, ll. 4-5)”, ”men hvad fanden (s. 1, l. 21)”, ”når lokummet eksploderer (s. 1, l. 24)” og ”hans kæmpestore ’FUCK YOU’ til Moder Natur (s. 2, l. 7)”.
Sproget er derfor præget af en lav stil. Han anvender korte sætninger, små/korte ord, talesprog, jargon og bandeord. ”Når lokummet eksploderer (s. 1, l. 24)” er et eksempel på talesprog, hvilket går igen flere gange i hans artikel.
Han bruger også interjektioner såsom ”Bevares (s. 2, l. 18)” og ”Jaja (s. 1, l. 6)”, hvilket også især vidner om et sprog præget af en lav stil. Effekten af dette er en lettere humoristisk artikel.
Den fremstår letlæselig og letforståelig, og det, vil jeg argumentere, er bevidst. Der findes flere akademikere, politikere og kloge hoveder
der har kommenteret på klimadebatten, men ofte kan deres sprog grænse sig til kancellistil, og deres argumenter til polemik. Her tilbyder Skyggebjerg en artikel med et sprog, der appellerer til alle.
Sarkasme går meget igen i Skyggebjergs artikel, bl.a. ”Hurra for demokratiet - den bedste styreform, ’vi’ har kunnet komme i tanker om (s. 2, ll. 14-15)” og ”Gud forbyde, at vi skulle stå til ansvar for vore gerninger! (s. 1, ll. 26-28)”.
Ironi forekommer også ofte, bl.a. ”vi bare skrider til Mars, når lokummet springer (s. 1, l. 23-24)”, ”slå os ned i en lille grå kapsel (s. 1, l. 30-31)” og
”En ugæstfri rød planet - en ørken - hvor vi alle kan ’leve’ i fuldkommen afhængighed af og underkastelse for teknologien (…) Kunstig luft, kunstigt vand - alting kunstigt.
Skriv et svar