Indledning
"Henrik Pontoppidan skabte en litterær perle i form af romanen "Lykke-Per" tilbage i 1898. Denne mesterlige fortælling blev oprindeligt udgivet som et omfattende ottebindsværk, der blev udgivet fra 1893 til 1904.
Ud over dette værk var Pontoppidan også kendt for andre værdifulde skrifter som "Ørneflugt" og "Bondeidyl".
I romanen "Lykke-Per" udforsker Henrik Pontoppidan primært forskellige perioder og stadier i hans eget liv gennem hovedkarakteren, Per.
Indholdsfortegnelse
Analyse af ”Lykke-Per”
Det moderne Gennembrud
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Selvom man/han er meget imod kristendommen, viser dette eksempel, at det stadig betyder noget, om det var et tegn fra Gud eller ej.
Henrik Pontoppidan er en fremragende forfatter. Hans beskrivelser af naturen og de smukke omgivelser er helt unikke.
"Jakobe og Per gik op ad en stejl sti, der snoede sig op over en varieret nøgen og buskbevokset bjergside.
Det var middagstid. Solen brændte på de rødgule klipper, og foråret fyldte luften omkring dem med stærk og vild harpikslugt fra gran og fyr" (side 2, linje 1-8). Disse naturbeskrivelser minder om romantikken og forfattere som H.C. Andersen.
Pontoppidan forstærker læserens følelse af idyl og kærlighed mellem Per og Jakobe. Når man læser om Pers skiftende humør i romanen, fra glæde til vrede, afspejler miljøet også disse følelser.
Dette gør bruddet med kristendommen meget dramatisk. Derfor kan man sige, at bruddet med kristendommen er den vigtigste og centrale begivenhed i hele romanen.
I "Lykke-Per" er kristendommen et centralt tema. Per konfronterer kristendommen på mange måder. Det er ikke tilfældigt, at Henrik Pontoppidan skriver om kristendommen i flere af sine værker.
Pontoppidan voksede selv op med en streng far, der var præst, og har siden en tidlig alder været imod kristendommen.
Med "Lykke-Per" har han klart udtrykt sin holdning til kristendommen og dens budskaber. Omkring 1900 blev Pontoppidan interesseret i og senere inspireret af det naturalistiske syn på arv og miljø.
Han mente, at miljøet var det vigtigste for menneskets udvikling. H.C. Andersens "Den grimme ælling" er et godt eksempel på dette.
Her ser man, hvordan den grimme ælling udvikler sig til en smuk svane, på trods af at den er vokset op i en andegård. Pontoppidan blev dog ikke påvirket af dette, og han skrev blandt andet romanen "Ørneflugt".
I "Ørneflugt" kunne ørnen Klavs ikke udvikle sig til den kongeørn, han var. Dette viser tydeligt, at den påvirkning, Klavs havde været udsat for, var for stærk.
Skriv et svar