Indholdsfortegnelse
Formål
Teori
Materialeliste
Fremgangsmåde
Resultater
Diskussion
Konklusion
Antagelser
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi har udforsket målingen af stråling, men hvad indebærer begrebet stråling egentlig?
Der findes adskillige former for stråling, men vores primære fokus vil være på α-, β- og γ-stråling. α-stråling består af en heliumkerne, som er sammensat af to protoner og to neutroner.
Denne stråling udsendes af visse meget tunge atomkerner. Årsagen til dette skyldes, at den stærke kraft kun virker over meget korte afstande, hvilket betyder, at større kerner ikke kan bevare kohæsionen i hele kernen.
Når denne form for stråling finder sted, vil den tilbageværende atomkerne have mistet to protoner og to neutroner, hvilket resulterer i et fald i atomnummeret med to, samtidig med at massen reduceres med fire.
Hvis vi tager et kig på henfaldsskemaet for U-238 til Th-234, ser det således ud:
På grund af sin størrelse er denne form for stråling meget stærkt ioniserende, men den har også en yderst begrænset rækkevidde på grund af dens vekselvirkning med forskellige stoffer på sin vej.
Normalt angiver man, at dens rækkevidde er omkring 3-4 cm. Dog gælder dette kun for selve α-strålingen. På grund af den intense vekselvirkning opstår der imidlertid en betydelig mængde elektronstråling.
Dette refererer faktisk blot til elektroner, der er blevet frigjort fra deres atomskaller og dermed har ioniseret materialet.
På grund af denne begrænsede gennemtrængelighed kan man ikke anvende en eksponentiel regression til at beskrive faldet i α-strålingen.
Det er nærmere som om, at den efter en bestemt afstand simpelthen stopper helt, som om den ramte en væg.
Dette gælder naturligvis ikke for elektronstrålingen, men kun for selve α-strålingen.
β--stråling består af et elektron, der udsendes af en neutron i kernen. Denne neutron omdannes derefter til et elektron, en proton og en antineutrino.
Dette skyldes, at den svage kraft kan "udveksle" kvarker for at danne leptoner, hvilket sikrer den totale ladningsbevarelse. Hvis vi tager udgangspunkt i henfaldsskemaet for Cl-37 til Ar-37:
Vi kan observere, at denne form for stråling er langt mindre ioniserende end α-strålingen, da den kun udsender en elektron, som næsten ikke har nogen masse.
Herefter kommer antineutrinoen, som hverken har nogen ladning eller næsten ingen masse - dette kan også ses ved, at Cl-37 og Ar-37 skulle have nogenlunde den samme masse, på trods af at Cl-37 har afgivet to partikler.
På grund af dens højere gennemtrængelighed har β--strålingen langt større rækkevidde end α-strålingen, og i modsætning til α-strålingen falder den også nogenlunde i henhold til afstandskvadratloven (som vi ikke ønsker at gå dybere ind i lige nu, da vi tidligere på året udarbejdede en rapport om denne lov).
Skriv et svar