Alfa, beta og gammastråling | Forsøg

Indholdsfortegnelse
Alfa, beta og gammastråling
Tidslinje:
- År 1898:
- År 1957:
- År 1986:
- År 2011:

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Radioaktivt stråling blev fundet i 1898 af den franske fysiker Henri Becquerel. Han fandt ud af ved et tilfælde at grundstoffet uran udsendte en form for usynlig stråling.

Stråling er en udsendelse af energi i form af partikler eller bølger. Det kan fx både være varme og lys og røntgenstråling.

Der er forskel mellem ioniserende stråling og ikke-ioniserende stråling, alt afhængigt af hvor meget energi strålingen indeholder.

Ioniserende stråling er den farlige form for stråling fordi den indeholder energi nok til at kunne skade mennesker.

Radioaktivitet sker når ustabile grundstoffer udsender stråling, det kan fx være uran. Ioniserende stråling kan også være røntgenstråling, som man fx bliver udsat for under en CT-skanner og røntgenapparat.

Forskellen er bare at den ikke indeholder ligeså meget energi, så den skader ikke kroppen på samme måde.

Man kan også altid slukke og tænde for et røntgenapparat, som man jo ikke kan hvis det kom et udslip at fx gamma eller beta stråling, som skader kroppen meget mere.

Radioaktivt stråling er også en naturlig del af jorden. Vi bliver hele tiden udsat for stråling fra radioaktivt stråling, og den naturlige baggrundssyråling.

Baggrundsstråling er primært luft, men kan også forekomme af klipper og jord. Den radioaktive gas Radon som findes i nogle steder i luften omkring os, er den største naturlige kilde der laver baggrundsstråling.

Kroppen er derfor vant til stråling i en vis grad, i Danmark har vi årligt 4 millisievert, som der den måleenhed man måler ioniserende stråling i.

Det har dog ikke rigtigt nogen betydning for kroppen når det er i så lille en dosis. Stråling bliver først farlig hvis man bliver udsat for op til 500 millisievert og op efter.

Det afhænger selvfølgelig alt efter personen og personens helbred, hvor meget strålingen skader, men hvis man kommer op på de 1000-2000 millisievert, begynder det at blive livsfarligt.