Indledning
Jeg vil forsøge at skrive saa rolig som muligt. Men naar jeg løfter Øinene, ser jeg en ustanselig Ildregn af Gnister falde tæt udenfor Vinduerne, og de bestandige Knald fra det brændende Slot naar mine Øren som Knald af en Tirailleurild (ild fra skydevåben).
Man skriver med rystende Haand og sydende Hoved. Meget af det skrevne vil falde sammen med andet, men det er uundgaaeligt. Klokken halv syv bragtes mig Budet.
Der blev en urolig Støi paa Gaden, og mens jeg styrtede ud, samlede Folk sig i Portene, udenfor Husene; der paakom En en dump Angst som overfor et sig nærmende Jordskælv.
Himlen flammede, og man ser allerede Lyshavet ligesom en Purpurstrøm isprængt med mørk Røg. Ved Frue Kirke faldt Funkerne som en Regn. Men endnu vidste ingen, hvor Ilden var. Man raabte ”Kristiansborg”.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Lige overfor i Gaarden luer Søilegangen som et attisk Tempel ved en Solnedgang. Vi løbe omkring med enkelte døsige Lygter for at skelne mellem Malerierne:
Det er umuligt. Skodderne rives op, og vi ses saa meget vi kan; vi rive Malerierne løs hulter til bulter. Jeg faar fat i nogle hollandske Smaabilleder, en anden river dem ud af min Haand, og det gaar videre for at finde andre.
Jerichaus Ofelia ligger lige i Skæret og bliver som levende midt i Lyshavet. Man løsner Figuren fra Sokkelen, der, omvendt, ligner en Ligkiste. Saaledes bæres den bort.
De evindelige Drøn fortælle, at Branden bliver hæftigere. Man bærer ”Panterjægeren” ned. De uafbrudte ”Skynd Dem – Skynd Dem” lyder gjennem Halvmørket.
Der er her ingen Panik. Kun en travlt syslende Rædsel. Jeg naar ned ad Trapperne. Folk stimler uafbrudt op. Man kaster Malerierne og gaar atter op.
Der var Malerier oppe under Loftet, som ikke reddedes. En enkelt Figur straalede pludseligt i Flammeskær midt i Halvmørket.
Jeg gik over paa den anden Side af Porten op i Rigsdagslokalerne. De vare forladte. En Brandmand raabte flygtende ”Her er ingen Vand.” Gangene svømmede i rivende Søer.
Jeg mødte ingen. Røgen begyndte at fylde Gangene, hvor der var fuldstændig sort. Jeg trængte frem til Folketingssalen og ind i den. Der var i Loftet et Hul, hvorfra Flammerne væltede ned med lyse Tunger.
Og stadig disse smaa Knald af Ilden oven over, og lige over mig de smaa gemytlige Flammer, som kælede hen over Gesimserne. Der saa ikke ud til at være noget reddet.
Bøger og Manuskripter flød rundt paa Bordene og paa Gulvet. Man kunde næsten tænke sig et stormfuldt Møde, hvor det var gaaet paa Næverne løs.
En Mand kom løbende gjennem Gangen for at ville redde et eller andet. Det var Værdipapirer, indesluttede i en Pengekiste, den var saa tung, at man ikke kunde slæbe den.
To Mænd forsøgte at bryde den op. Det var umuligt. I et af de næste Værelser brændte en Astrallampe roligt midt paa Dagligstue-Bordet. Det saa hjemligt ud.
Skriv et svar